Havnebyen Slagelse – købstaden med de mange havne

Læsetid: 11 min.

Slagelse.Info – Slagelse By er en gammel by, men i modsætning til de fleste andre danske byer, er den ikke opstået ved en fjord, vig eller strand – men i midten.

Byen Slagelse lå midt et stort opland, hvor der var landeveje til Sorø, Korsør, Skælskør, Kalundborg og Næstved. Det var en fordel for Slagelse, der senere blev til en købstad med blandt andet acciseboder.

Mødestedet ved krydset – Købstaden i midten

Slagelse er en meget gammel by, men i modsætning til de fleste andre danske byer, er den ikke opstået ved en fjord, vig eller strand.

Derimod er Slagelse en konsekvens af de andre byer, som ligger omkring. Det ældste Slagelse er en lille landsby ved et hedensk kultsted – ligesom Boeslunde mellem Korsør og Skælskør. En kirke fik byen først i 1000-tallet, det vil sige i den sidste rest af vikingetiden.

Læs også: Boeslunde – Danmarkshistorie i landsbyformat (del 1) med flere.

Det, som gjorde Slagelse speciel, var, at det lå som et perfekt mødested for handlende. Byen lå midt et stort opland, og med landeveje til Sorø, Korsør, Skælskør, Kalundborg og Næstved. Alle, for den tid, store og trafikerede veje.

Hvis man for eksempel havde fremstillet stentøj i Næstved, og gerne ville sælge det i Skælskør, måtte man forbi Slagelse-krydset. Måske mødte man en rejsende fra Skælskør, der havde brændevin at sælge. Hvorfor ikke bare bytte over og så tage tilbage til Næstved og sælge brændevin med fortjeneste?

På den måde voksede Slagelse. De handlende skulle have kost og logi, og der opstod kroer og herberg. Heste og okser skulle have foder, så der opstod stalde. Alt dette krævede mandskab, som flyttede til den voksende by.

Foto: Jesper Nielsen
Antvorskov Klosterruin. (Foto: Jesper Nielsen).

Tingene tog for alvor fart, da Antvorskov Kloster blev grundlagt i 1165. Nu blev det for alvor nødvendigt at have infrastruktur og mennesker, der kunne servicere de gejstlige på klosteret.

Læs også: Antvorskov og historiens luner (del 1) med flere.

Efterhånden blev Slagelse et mål for handel i sig selv.

Købstaden Slagelse – Borgerne får skattefrihed eller ikke

Allerede i 1100-tallet havde Knud den Hellige opdaget byens betydning, og oprettet et møntsted, til fremstilling af mønter, i Slagelse. Penge og handelsmænd følges ad.

Men det var ikke før 13. december 1288, at Erik Menved gav “sine elskede borgere i Slagelse” skattefrihed, hvilket vil sige, at Slagelse blev købstad.

Læs også: Historier og legender i Slagelse Kommune.

Hvad er en købstad?

En købstad er en by med særlige rettigheder. Skattefriheden var én af disse, som dog kun gjaldt borgerne. Byen som sådan skulle stadig betale skat til kongen, og i praksis blev borgernes skat til kongen udskiftet med en skat til byen.

Byen fik dernæst udpræget selvstyre, og blev et samfund i sig selv. Byen skulle nu selv sørge for, at veje, havne og broer blev vedligeholdt. Derfor fik man nu et byråd ledet af en borgmester, der dengang var et livstidsjob.

Borgmesteren skulle kun svare overfor kongen, og kunne udnævne sit råd, som han ville. Han var reelt en “bykonge”.

Byen fik også egen domstol og egne fængsler, som dog ikke var overbefolkede, da henrettelse var en typisk straf for grovere kriminalitet. For mindre foreteelse kunne man nøjes med bøde, ofte i naturalier og typisk kunne man blive dømt til at betale en okse eller et svin.

Alt dette krævede penge. Derfor var et yderligere privilegium, nemlig “eneret til håndværk og handel”. Det betød, hvis en bonde ville sælge sine afgrøder til en anden bonde, at de skulle ind til byen og ordne handelen.

Det skete på torvet, hvor byens embedsmænd kunne holde øje med, om alt gik ordentligt til.

Men for at komme til marked, måtte man forbi acciseboden.

Acciseboden på Bjergbygade, indfaldsvejen fra Skælskør. (Google Maps).

Smuglerne – Alle skulle betale afgift ved acciseboderne

Hovedindtægten for byen blev afgifter på de varer, som blev ført til byen. Alle, der ville indføre varer til salg i byen, måtte betale afgift, en “cise” og senere en tillægsafgift, en “accise”.

Derfor opførtes “acciseboder”, hvor man var nødt til at standse op og lade sin last inspicere, for derefter at betale en afgift for varer, der skulle sælges. Det blev til hele syv i Slagelse, én for hver indfaldsvej.

Bomhuset i Smedegade, indfaldsvejen fra Sorø. (Google Maps).

Det var naturligvis upopulært – hvem holder af afgifter? Der var da også nogle bønder og håndværkere, der trodsede byrådet, og forsøgte at få varerne indenfor bygrænsen i dølgsmål, og risikerede dermed at blive straffet hårdt. For nogle blev smugleriet et sideerhverv.

Det skete om natten, og typisk over marker, uden lys, og blev nogle gange organiserede af de lokale bønder. Mod betaling, naturligvis.

Men det var intet at regne mod alt det smugleri, der skete ved kysten.

Smuglerhavnen ved Næsby – Industrihavnen Tude Å og Trelleborg

Slagelses problem, som handelsby, var, at byen ligger inde i landet. I middelalderen foregik al handel af betydning via havet, og Slagelse måtte nøjes med at tage imod de varer, der kom til byen fra havnebyerne, specielt fra Næstved, Skælskør, Korsør og Kalundborg.

Disse tre byer var også købstæder med deres egne byråd og afgifter på varer. Hvis man, for eksempel, ville sælge sydesalt fra Læsø i Slagelse, skulle man sejle det fra Læsø til Korsør, betale afgift i Korsør, læsse det på kærrer og køre det til Slagelse, hvor man også skulle betale afgift.

Det løb gevaldigt op. Slagelse Byråd ville frygteligt gerne gøre det lettere for handelsfolket at komme til byen. Derfor så man igennem fingrene med, at varer blev afskibet ved Skibsholm Havn, hvilket var en smuglerhavn ved Tude Ås udløb.

Foto: Jesper Nielsen
Tude Ås lystbådehavn ved Næsby Strand. Skibsholm lå (nok) lidt længere ude ved mundingen. (Jesper Nielsen).

Tude Å har altid været en havn, mest berømt for Trelleborg, der ligger et stykke inde i landet fra åmundingen, og nu en lystbådehavn. Men i middelalderen lå hér en regulær industrihavn. Hvor præcist den har ligget, er man ikke sikker på, måske i ly af Tjokholm, den lille, nu landfaste, ø ved mundingen.

Det blev til Slagelses Havn. Den lå nogenlunde tæt på byen, havde et lille lokalsamfund ved Næsby og Næsby-ved-Stranden, og var langt væk fra nysgerrige øjne.

Problemet var nemlig, at ikke var anerkendt som lovlig havn.

Det gik dog godt i lang tid. Ordensmagten ved bomhusene i Slagelse spurgte ikke, hvor varerne var afskibet, og fred være med, om der kom usandsynligt mange varer fra Næsby.

Til sidst kom det alligevel på plads, og kongen satte realiteterne på papir: Skibsholm blev anerkendt som ladeplads, og så skulle dén være i orden.

Korsør får nok af Slagelse – Korsør klager til kongen

Korsør var blevet købstad samtidigt med, at kongen byggede Korsør Slot, og nu var byen overfartssted til Fyn. Der var dog ikke meget opland – Korsør har vand til alle sider – så byens hovedindtægtskilde var afgifter fra handelsskibe.

Samtidigt blev det beordret, at Korsør skulle stille logi til rådighed for rejsende, skulle de blive nødsaget til at opholde sig i byen på grund af vejret.

Nu flyttedes en god del af den handel til smuglerhavnen ved Næsby, og dermed en god portion af de penge, som Korsør skulle bruge til at vedligeholde havn og faciliteter til de rejsende.

Oprør (nyere illustration). (Illustration: Nosyrevy / iStock).

Derfor skriver byrådet i Korsør til kongen, at byen vånder (ærgrer eller beklager sig, red.) sig under den åbenlyst ulovlige handel, der sker langs med kysten, og at der mangler pengekassen til at betale for det hele. De nævner ikke Skibsholm, men det er tydeligt, at de peger i den retning.

Mellem linjerne: Du kan ikke være sikker på, at vi har plads til dit hof, når du kommer forbi på vej til Fyn. Luk Skibsholm.

Det får kongen til at reagere. Skibsholm bliver nedlagt.

Bråde og Hvirvils Havn – Slagelse løb tør for muligheder

Slagelse måtte kigge længere væk i forsøget på at finde en havn.

Helt mod syd på den anden side af Skælskør, lå en lille havn, der også havde et lidt blakket ry. Hvirvils Havn, hed den. Den hedder Bisserup i dag.

Læs også: Bisserup – den smukke smuglerhavn.

Holsteinsborg, eller Bråde Gods, som det hed oprindeligt, havde åbenbart en herre, der var lydhør over for Slagelses problemer, eller som i det mindste kunne overtales kontant, for Bisserup blev faktisk udskibningshavn for byen, selvom den lå noget længere væk.

De gik omtrent på samme måde med Bisserup som med Skibsholm. Denne gang var det Skælskør, der blev trætte af havnen. Skælskør havde været overfartssted før Korsør, og byen kæmpede nu med at trække handel til byen.

Smuglerhavnen Bisserup, nu lystbådehavn. (Foto: Jesper Nielsen).

Derfor forbød kongen, nu Chr. d. 4., at Bisserup blev benyttet. Måske ville kongen gerne have at København blev foretrukket, så hans afgift, sundtolden, var den, der blev betalt.

Slagelse var nu løbet tør for muligheder, selvom Bisserup i modsætning til Skibsholm, overlevede som havn.

Købstaden Slagelse måtte undvære en havn i meget lang tid.

Den sidste havn – Godstoget blev det nye skib

Det var først i 1800-tallet, at Slagelse fik en havn igen.

Ved Mullerup på vestkysten af Sjælland grundlagde en købmand en havn og et teglværk. Mullerup Havn var en realitet.

Efter århundredeskiftet overtog Slagelse havnen og udbyggede og moderniserede den. Den fungerede som Slagelses havn, og var godt benyttet, indtil det blev urentabelt. Jernbanen og bedre veje betød, at godstransport i stigende grad fulgte disse. Godstoget var blevet det nye skib.

Læs i øvrigt: Sporløs i Korsør – Revsporet og Sporløs i Skælskør – jernbanen til Dalmose.

Mullerup Havn blev solgt til sukkerfabrikken i Gørlev, som benyttede den til udskibning af sukker. Den blev så lukket, gik i forfald, inden den blev opkøbt og gjort til den idylliske lille lystbådehavn, den er i dag.

Du kan også læse: Halsskov Færgehavn – nostalgiens venteplads.

Havnefest i Slagelse – Næsby, Bisserup og Mullerup

»Skal du med til havnefest i Slagelse?« Sådan lyder et trickspørgsmål. En lyseslukker vil dog kunne pointere, at der er tre muligheder for fest på Slagelses havn: Næsby, Bisserup og Mullerup havne.

Nu er alle tre steder dog i Slagelse, så den gamle købstad uden havn har faktisk en overflod af havne.

Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.

Øverst: Tude Ås lystbådehavn ved Næsby Strand. Skibsholm lå (nok) lidt længere ude ved mundingen. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer