Tag på en rejse gennem historien fra Det Røde Pakhus i Skælskør til Dalmose Station. Rejsen starter i den smukke havn i Skælskør og fører til den ældste del af Dalmose via Fodsporet – den gamle jernbane.
Efter Den Sorte Død begynder Skælskør at rejse sig igen. I slutningen af 18-hundredetallet træder Skælskør ind i dampalderen. Og i 1892 kommer jernbanen til Skælskør.
Døden rammer Skælskør – brændevinen bliver landskendt
Skælskør en en af Danmarks ældste købstæder, og oprindeligt overfartssted til Fyn. I middelalderen havde byen to kirker, to klostre og et stort opland. Skælskør ligger i bunden af en fjord, godt beskyttet med adgang til Storebælt, midt i Danmark, hvilket betød, at det var et driftigt handelssted.
Byen mistede betydning som handels- og trafikknudepunkt, da Korsør Slot blev bygget med en stor havn, og byen Korsør fik købstadsrettigheder. Skælskør trak sig ind i sig selv.
Derefter gik det slag i slag: Den Sorte Død ramte byen hårdt, men byen oprejstes via sin funktion of udskibningshavn for oplandets bønder. Kornet blev også brugt til brændevinsfabrikation, og byens brændevin blev landskendt.
Reformationen kom, klostrene lukkedes og blev glemt (bortset fra byvåbnet), og byen blev en kirke fattigere. Enevældet kom. Englandskrigene kom. Skælskør overlevede det hele, uanset.
Opblomstring af økonomien – fra havneby til stationsby
I slutningen af 18-hundredetallet skete der en opblomstring af byens økonomi. Byen var indtrådt i dampalderen. Der var dampmølle på havnen, der var dampskib i havnen, og der var dampmaskiner på et af brændevinsbrænderierne.
Byen var dog stadig en “havneby” først og fremmest. Al eksport gik via skib og båd. Nu fik havnen ekstra travlt.
Sidst i århundredet blev det besluttet at lave en jernbanelinje fra Slagelse til Næstved, med afstikker til Skælskør. Den åbnede i 1892.
Med jernbanen blev “landet” en handelsrute. Jernbanen var den hurtigste, og sikreste, transportform. Det skabte en betydelig optimisme i byen, og nye industrier sprang op.
Industri langs sporet – tændstikker, svin, øl og frugt
Det er industri, der definerer en by. I Skælskør er det først og fremmest Harboes Bryggeri, der blev startet af brændevinsbrænder Harboe, og som stadig er den største arbejdsplads i byen.
Men bryggeriet har ikke været afhængig af jernbanen. Deres første produktion var for lokalområdet, og deres forsyninger af korn blev sejlet til byen.
Jernbanen var vigtigere for Skælskør Frugtplantage, der blev startet af to apotekerbrødre i 1898. Deres produktion kunne afsendes via vogn fra fabrikken ved fjorden til stationen i byen.
Men den første industri, der sprang op langs selve sporet var Andelsslagteriet fra 1897, “Skjelskør og Omegns Svineslagteri”, hvor omegnens landmænd selv kunne få del i overskuddet ved fremstilling af kødproduktionen. Produktionen ophørte ophørte i 1968, og i dag er der boliger på den tidligere fabriksgrund.
Ved siden af lå tændstikfabrikken. Det er en industri med en noget bøvlet historie. “Købmændenes Tændstikfabrik” var en fabrik brygget på en grund tidligere ejet af godsejer Castenskiold af Borreby. Byggeriet blev færdigt i 1907 og var en topmoderne fabrik.
Desværre begyndte problemerne at hobe sig op: Først med de ansatte, der brokkede sig over lønnen, som dog blev omlagt til akkordløn og blev ret høj. Dernæst kneb det med kvaliteten af de færdige stikker, og salget gik ikke så godt som forventet.
Så kunne man ikke nå at betale for den sidste ladning træ, inden vinteren frøs de russiske havne til. Derfor blev man nødt til at lave stikker af dansk piletræ, hvilket ikke hjalp på kvaliteten.
Castenskiold tilbød i 1909 at hjælpe med et lån, mod at direktøren flyttede fra København til Skælskør. Direktøren nægtede og blev fyret, der blev udskiftet ledelse, men lige lidt hjalp det, pengeproblemerne var for store, og til sidst gjorde fogeden udlæg og det hele røg på tvangsauktion i 1910 og solgt for en slik.
Fabrikken blev opkøbt af Aarhus Oliefabrik og fungerede som oliemølle indtil 1940, hvor den fem år gamle Skælskør Badmintonklub købte fabrikken og lavede badmintonbaner i hovedhallen. Nu er der ungdomsklub og fritidshjem.
Dalmose – behovet for rangering skaber en ny by
Ude midt på landet lå der en kro, “Dalemose Kro”, på vejen fra Korsør til Næstved.
Her delte den nyanlagte jernbane fra Slagelse i to retninger, mod Næstved og mod Skælskør. For at gøre rangering mellem sporene mulig, anlagde man en station.
Det blev starten til den by, der senere skulle blive kommunesæde for Hashøj Kommune, Dalmose.
Der var som sagt ikke rigtigt noget på stedet før jernbanen kom. Men da den kom, gik det stærkt. Der “manglede” ligesom en by, dér på marken. En jernbanekro var den første rigtige bygning.
Dernæst grovvareforening, hvilket krævede arbejdskraft, som skulle bo i nærheden. Der opstod boligkvarterer, skole, butikker, småindustri.
Der er en del stationsbyer i Danmark, men ikke mange er opstået uden en by i nærheden. Dalmose sprang simpelthen i eksistens.
Gåtur på den gamle jernbaneline – Skælskør-Dalmose
I 1950 stoppede persontransport på Dalmose-Skælskørlinien, og i 1975 godstrafikken. Herefter blev sporene benyttet af jernbaneentusiaster til blandt andet damptog og sporvogne. I 2011 blev sporene fjernet, og en asfalteret sti, “Fodsporet”, blev indviet.
Det er nu muligt at gå langs sporet fra Skælskør til Dalmose, eller videre til Slagelse og Næstved, hvis man er frisk. Der er lidt over 11 kilometer, med gode muligheder for hvile og endda overnatning undervejs.
Jeg gik turen og var på udkig efter spor af jernbanen.
Link til brochure om Fodsporet på: naturstyrelsen.dk (pdf).
Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.
Øverst: Det Røde Pakhus i Skælskør. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.