Spillet om borgmesterkæden i Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

LEDER (OVERBLIK) – Lis Tribler (S) mistede borgmesterposten til Stén Knuth (V) i 2013, og hermed var spillet om borgmesterkæden sat i gang. Knuth ville beholde den i 2017, og John Dyrby Paulsen (S) ville genvinde den. Men så dukkede Villum Christensen (LA) op i dette spektakulære skakspil.

Kampen mellem Knuth og Dyrby startede lang tid før kommunalvalget i 2017. Her begyndte mange at miste overblikket over de forskellige stridigheder og interne spil, men brintbus-sagen og Villum Christensen fik en særlig plads i borgernes bevidsthed. Man kunne også kalde det for drejebogssagen.

“Jeg har derudover ved selvsyn set en ‘drejebog’, der skulle afsætte direktører, stille spørgsmål ved borgmesterens valgbarhed, og også udpege et chefembede til forfatteren selv. Det er en drejebog forfattet af en tidligere medarbejder, og som efter medarbejderens udsagn er bakket op af John Dyrby, S og Villum Christensen, LA,” udtalte Stén Knuth til VDonline.

Nye Borgerlige hjalp Liberal Alliance tilbage i byrådet

Venstre havde 10 mandater, og Socialdemokratiet havde 12 mandater. Det blev valg, og stemmerne blev talt op, men Venstre havde stadig 10 mandater, og Socialdemokratiet havde også stadig 12 mandater.

Det Radikale Venstre fik ikke nok stemmer til et mandat, men fik alligevel et mandat med hjælp fra deres valgforbund med Alternativet. Og Liberal Alliance mistede begge deres mandater, men Villum Christensen (LA) fik også hjælp til et mandat fra deres valgforbund, som var med Nye Borgerlige.

I løbet af valgnatten pegede et flertal på John Dyrby Paulsen (S) som borgmester, men den følgende dag manglede Det Radikale Venstre. Det oplyste Villum Christensen til TV2 Øst, som pegede på Dyrby. Det betød, at Villum Christensen pludseligt var blevet tungen på vægtskålen i rød blok, og det ville han ikke være – sagde han.

Derpå var Villum Christensen blandt andet til møder i blå blok, og her ville han ikke pege på Stén Knuth (V) som borgmester, men han ville ikke heller ikke pege på Ann Sibbern (DF) eller Knud Vincents (V). Det Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Venstre oplyste derfor i en pressemeddelelse, at konstitueringsdrøftelserne i det nyvalgte byråd i Slagelse Kommune var “grundstødt”.

Liberal Alliance peger alligevel på en rød borgmester

Både Liberal Alliance og Det Radikale Venstre var enige om, at de ikke ville være det afgørende mandat bag en socialdemokratisk borgmester. Faktisk ville LA slet ikke være det afgørende mandat, for i valgkampen havde LA jo lovet, at de ikke ville pege på en rød borgmester.

Venstre havde nemlig sagt, at en stemme på LA ville blive en stemme på en rød borgmester. LA’s landsformand kunne heller ikke leve med, at LA skulle pege på en rød borgmester.

Villum Christensen (LA), der ikke ville være det afgørende mandat, endte alligevel med at blive det afgørende mandat. Betingelsen var, at han fik halvdelen af perioden som borgmester. Og LA’s landsformand kunne udmærket leve med en rød borgmester, hvis bare LA fik deres første borgmester.

Liberal Alliance aftalte derpå med Socialdemokratiet, at John Dyrby Paulsen (S) skulle starte med at være borgmester i to år, hvorpå Villum Christensen skulle være borgmester i de følgende to år. Dermed var kabalen gået op.

Demonstration: “Villum ved du ikke, hvor du har”

Eller var den, for vrede Slagelse-borgere havde stimlet sig sammen foran byens rådhus forud for det konstituerende byrådsmøde for at demonstrere mod borgmesterparret under parolen: “Villum ved du ikke, hvor du har”. Det skrev TV2 Øst.

Måske var det kun Liberal Alliance, som kunne se ideen i at dele posten, og adskillige politiske kommentatorer skrev, at Villum Christensen (LA) aldrig ville blive borgmester. Der gik såmænd heller ikke lang tid, før John Dyrby Paulsen (S) udtalte: “Jeg har dog det sigte at blive her i fire år.” Forvirringen var nu total.

LA-topledelse pressede (måske) Villum Christensen

Det er uvist, hvorvidt Villum Christensen (LA), som også sidder i Folketinget, var kravlet op i et træ før og efter valget, og om han nu gjorde det igen. Den politiske leder i folketinget, Anders Samuelsen (LA), havde i al fald gjort det flere gange både før og efter, at de kom i regering.

De landspolitiske prognoser for Liberal Alliance begyndte nu at gå samme vej som de lokalpolitiske resultater i Slagelse Kommune. Måske førte det til, at partitoppen i Liberal Alliance ønskede, at Villum Christensen skulle forlade landspolitik, og at de pressede ham til at kræve sin borgmesterpost. Dermed kunne LA få sin første borgmesterpost før folketingsvalget.

LA’s storkreds ser frem til en ny spidskandidat

Villum Christensen (LA) fortalte i al fald, at han nu havde sagt til sin folketingsgruppe, at han ikke ville genopstille til folketingsvalget, fordi han skulle forberede sig til at blive borgmester i Slagelse. Derpå begyndte blandt andet Laura Lindahl (LA) at komme i spil som afløser for Villum Christensen.

“Hun passer rigtig godt ind, idet hun både appellerer til de unge vælgere og til vælgerne i de sjællandske kommuner op til hovedstadsområdet, hvor Villum Christensen ikke har fået så mange personlige stemmer,” fortalte formanden for LA Sjællands Storkreds, Erhardt Mogensen, til SN.dk.

Måske bliver hun valgt som spidskandidat på Liberal Alliances opstillingsmøde den 3. februar kl. 14.00 i Regionshuset i Sorø. Måske bliver det en anden. Hvorom alting er, så vil Villum Christensen hverken være spidskandidat eller almindelig kandidat til folketingsvalget.

Venstre står ikke i vejen for Villum som borgmester

Pludseligt kom nytiltrådte borgmester John Dyrby Paulsen (S) atter på banen, hvor han oplyste, at han agter at overholde sin borgmesteraftale med sin 1. viceborgmester Villum Christensen (LA): “… i politik skal man først og fremmest overholde sine aftaler, og derfor overholder jeg naturligvis min aftale med Villum,” skrev Dyrby.

Derpå kom Venstre på banen. De gjorde det klart, at de ikke har planer om at spænde ben for, at Villum Christensen kan blive borgmester. Dermed er det kun et aftalebrud fra Socialdemokratiet og borgmester Dyrbys side, som kan forhindre et muligt borgmesterskifte.

Det er indtil videre klart, hvad aftalen er, men det er uklart, hvad der sker bag de lukkede døre, og hvad der foregår i hovederne på de involverede. Måske kommer der lidt ro omkring borgmesterparret i en periode.

Bliver LA, V eller S vinderen ved kommunalvalget 2021

Spørgsmålet er, hvordan Socialdemokratiets mange vælgere vil reagere ved kommunalvalget i 2021, hvis John Dyrby Paulsen (S) har overdraget posten til en liberal borgmester. Og spørgsmålet er, hvordan Liberal Alliances få vælgere vil reagere, hvis Villum Christensen (LA) ikke har fået sin borgmesterpost, selvom han har peget på en rød borgmester.

Dyrbys politiske modstandere vil formentlig klandre Dyrby for aftalebrud, hvis Dyrby ikke går af. Og Venstre har jo netop sikret, at Dyrby ikke kan afvise at gå af og henvise til, at der ikke er flertal for Villum Christensen. Men det er tænkeligt, at det socialdemokratiske bagland, deres vælgere og resten af rød blok meget hellere ser et aftalebrud end en liberal borgmester.

Villum Christensen fik 390 personlige stemmer til kommunalvalget i 2017, og her er spørgsmålet, hvor mange stemmer han kan få i 2021, hvis han ikke er borgmester under valgkampen, og når han ikke længere sidder i Folketinget. Han kan nemt blive sat skatmat af rød og blå blok til den tid.

Aktuelt er spørgsmålet, hvem der er ved at sætte hvem mat, og hvorvidt Dyrby har eller finder en anledning til at bryde sin aftale med Villum Christensen. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten kan formentlig ikke hjælpe ham. Det kan naturligvis være, at brintbus-sagen fortsat rumsterer i det skjulte, men hvilken betydning har det.

Læs også: Venstre åbner for Villum Christensen som borgmester

Genrefoto: AlexandraChess / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.