Skaelskor.Info – Skiælfiskør var så vigtig for kongemagten, at der blev afholdt Danehof. Det var et slags “folketingsmøde” – dermed var Skælskør en slags hovedstad.
Skælskør har været beboet siden Stenalderen og måske endnu tidligere. Det vidner blandt andet Troldhøj om. Senere blev Skælskør købstad – det var før Slagelse og Korsør.
Senere blev byen smadret, men genopbygget af skælskørianerne. Byen mistede endnu senere sin betydning, men er i dag blevet et attraktivt sted at bo og at udøve kunst.
Stranden med muslinger – Skælfiskør
Skælskør er en af de smukkeste byer i Slagelse Kommune. Den ligger kønt i bunden af en lang fjord og ved mundingen ud til Noret. Det er svært at forestille sig, at den har været anderledes, da byen synes upåvirkelig af verdens gang.
Men byen er samtidigt også en af de ældste i kommunen, og den har oplevet storhed og fald, rigdom og ruin.
Byens navn, “Skælskør”, betyder “muslinge-” (skælfisk) “-strandbredden” (ør). “Skælfiskør” fik det navn, da der var en betydelig høst af muslinger fra Fjorden og Noret, langt op i Middelalderen.
De første beboere – og de dyre offergaver
Området omkring Skælskør har været beboet siden i hvert fald Stenalderen. Det er let at forestille sig, at stenalderfolk har kunnet slå sig ned langs Noret, hvor man kunne dyrke de sydvendte skråninger, samle muslinger og fiske, alt sammen i læ af havet, beskyttet af den snævre fjord.
Der er vidnesbyrd fra de tidligste tider i form af gravhøjen Troldhøj, som ligger på toppen af norskrænten ved Sorøvej, og adskillige langdysser i bunden af Noret.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Livet i og omkring Skælskør fortsatte igennem Bronze- og Jernalder. Der har været betydelige værdier i området, og det hovedrige Boeslunde lå inden for handelsafstand.
Vi kan se det tydeligst ved Kanehøj mellem Skælskør og Eggeslevmagle, hvor en stor bronzealderhøj er placeret ovenpå en naturlig høj. Der er også fundet bronzesværd i tørvemosen ved Østre Bøgebjerg.
Læs også: Boeslunde – Danmarkshistorie i landsbyformat.
De må have tilhørt en rig lokal mand, der har kunnet betale for de dyre sværd, og som havde overskud nok til at kunne ofre dem i mosen.
Så kom jernet, og Jernalderen er der typisk få fund fra, men selv derfra kan Skælskør præstere fund, blandt andet en halsring i mosen ved Gammellung. Fra Vikingetiden må vi nøjes med en form til støbning af torshammere, som blev fundet på Egholm ved Agersø.
Færgebyen – der næsten blev hovedstad
Det er nok i slutningen af Vikingetiden, at byen Skælskør opstår dér, hvor vi kender den i dag. Den første by har nok været en lille samling huse, der hvor noret møder fjorden. Måske har der været et helligsted, hvor kirken ligger i dag, men der er ingen fund.
Kirken er fra 1200-tallet, og dannede midtpunkt i det ældste Skælskør, der endnu ikke havde bredt sig på den anden side af kanalen. Bag kirken, hvor præstegården ligger nu, lå en kongsgård, hvor hoffet kunne opholde sig, når kongen var i byen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Det er i Middelalderen, at man for første gang kan kan læse om “Skiælfiskør” i Kong Valdemars Jordebog fra 1231, en lang liste der beskriver Valdemar Sejrs besiddelser. Hvornår byen blev købstad ved man ikke præcis, men det har været deromkring. Det var før Slagelse, der fik rettighederne i 1280.
Byen var vigtig at nævne, fordi den fungerede som overfartssted til Fyn. Korsør fandtes endnu ikke som by, og Skælskør havde bedre naturhavn end Tårnborg, der lå i bunden af Korsør Nor.
Læs også: Tårnborg og magten i Danmark.
Med denne overfart kom også handel, og byen, der nok tog sin begyndelse omkring kirken, voksede over på den østlige side af kanalen. Der, hvor havnebroen i dag går, var der oprindeligt et vadested, eventuelt med en lille færge.
Byen var så vigtig for kongemagten, at der i 1288 blev afholdt Danehof, et slags “folketingsmøde”, i Skælskør. Man kan argumentere for, at Skælskør, i hvert fald det ene år, var hovedstad i Danmark!
De fredløses hærgen – mod Danehoffet
At byen var vigtig, blev også grunden til, at den blev til et strategisk mål. Byen blev kort tid efter Danehoffet angrebet og brændt af!
Måske på grund af Danehoffet. Marsk Stigs oprørere, som huserede i Storebæltsområdet, anså det nok som en provokation. Når kongen troppede op midt i “hans” område, måtte man komme med svar!
Byen blev således angrebet, ribbet for værdier og stukket i brand.
Vi kender ikke omfanget af ødelæggelserne, men Kongsgården blev ildens bytte. Resten af byen var også svært beskadiget, men skælskørianerne byggede deres by op igen, og allerede i år 1300 kunne byen være vært ved fredsforhandlingerne.
Marsk Stig, som ikke burde være populær på egen, blev til en art folkehelt med tiden. Der er sågar de, der mener, at Marsken ligger begravet på Stigsnæs, hvilket skulle forklare navnet.
Klostre og handel – kirke og kloster
Byen voksede videre i Middelalderen, og købmænd søgte til byen. Muslinger var stadig en eksportartikel, men alskens handel blev drevet ved havnen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Den østlige del af byen, på den anden side af kanalen, var der marker, og ikke megen bebyggelse. Det ændrede sig i begyndelsen af 1400-tallet, da Karmeliterordenen fik tilladelse til at opføre et kloster ved Skælskør.
Hvor præcis det lå, er uklart. Et godt bud er pladsen, hvor Brugsen i dag ligger, som tidligere hed “Marie Kirkegaard”.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Det er endnu mere mystisk med byens andet kloster, Sortebrødreklostret. Man mener, at det har ligget i Algade, men bortset fra enkelte fund ved renovation af købmandsgården, så er det eneste man har på skrift kongens tilladelse til at rive det ned efter Reformationen.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Læs i øvrigt også: Antvorskov og historiens luner.
Det er dén by, som man kan se afbilledet på byvåbnet, med en kirke på den ene side af kanalen og et kloster på den anden.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Som sagt, så skiftede tiderne, og Danmark blev protestantisk, hvilket betød, at kirkegodset nu blev kongens. Dog var klostrene i Skælskør åbenbart i sørgelig tilstand, så kongen gav dem til borgerne. Borgerne brugte det til byggematerialer.
Slut på en epoke – og starten på en ny
Grunden til klostrenes usle tilstand skal nok findes i det fakta, at Skælskør ikke længere var overfartsby.
Korsør Slot var blevet bygget, og dér kunne de helt store skibe lægge til. Skælskørs havn lå i bunden af en snørklet fjord, hvor man skulle ankre op og så sejle varer til havnen på både.
Skælskør kunne ikke konkurrere med Korsør, som tilmed lå tættere på Fyn og Nyborg. For at gøre ondt værre, blev byen ved Korsør Slot givet købstadsrettigheder, så en god del af den handel, der skulle have foregået i Skælskør, gik nu til den nye købstad.
Det sidste søm i kisten blev, at Korsør fik rettigheder til international handel, hvilket Skælskør ikke havde.
Byens udvikling holdt stort set op, og folk kom ikke længere forbi for at handle. Havnen var nu kun en udskibningshavn for lokale afgrøder og kreaturer.
Et par hundrede år sov byen tornerosesøvn.
Artiklen fortsætter efter billedet.
I midten af 1800-tallet skete der dog noget igen. Fjorden blev udgravet, så større skibe kunne lægge til i havnen. Industrialisering kom til byen, først med brændevin, senere øl. Der kom andelsmejeri og -slagteri. Dampmøllen på havnen blev bygget, og så videre.
Læs også: Sporløs i Skælskør – jernbanen til Dalmose.
Der begyndte langsomt at komme nye mennesker til byen, og faktisk er byens indbyggertal langsomt steget siden da.
Artiklen fortsætter efter billedet.
Industrien er dog stadig begrænset, og lukningen af større virksomheder har betydet, at måske er Skælskør ikke længere er en by, som man arbejder i.
Men det er en by, som flere og flere gerne vil bo i.
Samtidig er Skælskør blevet til Kunstnernes By, hvilket skyldes de mange professionelle kunstnere, en række gallerier og værksteder samt en masse aktiviteter året rundt.
Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.
Øverst: Måske lå Sortebrødreklosteret er? (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.