Boeslunde – Danmarkshistorie i Landsbyformat (del 3)

Læsetid: 10 min.

Kong Valdemars fostbroder, krigerpræsten Absalon og hans 18 soldater vinder (angiveligt) over vendiske krigere fra hele 24 skibe. Det var et af Danmarks vigtigste slag, og slaget foregik ved Boeslunde.

Vi er nu nået frem til kong Valdemar og hans fostbroder krigerpræsten Absalon, der angiveligt vandt over vendiske krigere fra 24 skibe med blot 18 soldater. Venderne havde ikke altid været en trussel, men det var hårde tider i de vendiske områder. Nu begyndte venderne at angribe Danmark.

Læs også: Boeslunde – Danmarkshistorie i Landsbyformat (del 2).

Et spil om tronen – Valdemar og Absalon vokser op sammen

Danmark var i 1100-tallet stadigt et forholdsvist nyt kristent land. Konger havde fulgt konger, siden Harald Blåtand samlede riget, og hver gang en konge døde eller blev tvunget af tronen, var der mange, der mente, at det var deres tur.

Nogle valgte at komme eventuelle konkurrenter i forkøbet. Knud Lavard, der var hertug af Slesvig og et oplagt kongsemne, blev myrdet af sin fætter Magnus i 1131. Hvis planen havde været, at Magnus let skulle komme på tronen, når kongen døde, så mislykkedes den voldsomt. Mordet forårsagede en borgerkrig, og der blev ikke fred før 1157, 26 år senere.

Knud Lavard efterlod en gravid hustru, den russiske Ingeborg, der 7 dage efter sin husbonds død fødte ham en søn, som hun opkaldte efter sin bedstefar, Fyrst Vladimir af Kiev. Sønnens navn blev dog hurtigt fordansket til “Valdemar”.

Valdemar blev sat i pleje hos den rige stormand Asser Rig fra Fjenneslev ved Sorø, hvor han voksede op sammen med Rigs sønner, Absalon og Esbern Snare.

De tre var stadig børn, mens de voksne sloges om magten. Børnene voksede således op i ufredstid. Tit havde de ikke andre end hinanden at støtte sig til, så de udviklede et samarbejde, der skulle vare hele deres liv.

Men borgerkrig var ikke det eneste onde for Danmark.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Historisk maleri af Absalon og Valdemar den Store ved indtagelsen af vendernes borg Arkona i 1169. (Foto: Laurits Tuxenhopegallery.com, Public Domain, Link).

Truslen fra havet – det slaviske folk venderne angriber Danmark

Danmark havde startet vikingetiden, da danske hedninge havde plyndret klostret Lindisfarne i England i år 793, men nu var vi kristne og havde vores egne klostre og rige kirker, som Boeslunde var det.

Danmark var ikke det sidste område, der blev kristnet. Syd for os, på nordkysten af det, der i dag er Tyskland, levede et slavisk folkefærd, der hed venderne. De havde andre guder end vores nordiske guder, men deres levevis og kultur var tæt på det, som vi havde oplevet i vikingetiden.

De så en åbning for ran i Danmark.

Venderne havde ikke altid været en trussel. I vikingetiden havde de været handelspartnere og Harald Blåtand var endda gift med en vendisk kvinde. De bosatte sig sågar i Danmark; på Lolland er der en del byer med vendiske bynavne, steder der ender på “-itse” som Tilitse, eller hedder noget med “vinde” eller “vende”.

Nord for Slagelse ligger Vinde Helsinge og Kirke Helsinge tæt på hinanden, og vidner om, at der har været fredelig sameksistens. Folk er også blevet gift på tværs af kulturforskelle, og dette har efterladt drengenavnet “Preben”, som er af vendisk oprindelse, via “Pribor”.

Men det var hårde tider i 1100-tallet i de vendiske områder, og nogle vendere “gik i viking” og angreb kystbyer i Danmark.

Noget måtte gøres, men Danmark var svækket at intern strid og borgerkrig.

Ivrige unge mænd – Absalon bliver biskop i Roskilde

Borgerkrigen i Danmark endte med, at den unge Valdemar sejrede over de andre kongsemner, men han var ung, kun 26 år, og hans trone var vakkelvorn. I kulisserne stod altid stormænd og spejdede efter en åbning.

Valdemar måtte derfor sikre sin stilling. Hans fostbroder Absalon var blevet præst, et typisk erhverv for yngre sønner af stormænd, og kunne hjælpe Valdemar med at sikre forholdet til den magtfulde og rige kirke, da han blev gjort biskop i Roskilde.

Absalon var fyldt med energi, og så sig selv som kriger først og præst dernæst. Han imponerede alle med sin veltalenhed og handlekraft, og tilbragte størstedelen af tiden i patrulje med sine soldater, i en art guerillakrig mod det, som nærmest var blevet en vendisk invasion.

Kong Valdemar forsøgte at trække i sine tråde, men ingen ville støtte en uprøvet konge i et større militært forehavende, hvor stormændene kunne miste liv, helbred og penge. Hellere sikre deres egne borge og gårde end at følge en knægt, der ville lege krig.

Borgerne i landet var således mere utilfredse med staten og magten i Danmark end pirater og ransmænd fra udlandet, hvilket siger en del om situationen. Der skulle et mirakel til at få folk i gang!

Artiklen fortsætter efter billedet.

Den danske historiker Saxo Grammaticus (cirka 1160 – efter 1208). (Foto: Louis Moe – Wikipédia de langue anglaise, Public Domain, Link).

Miraklet i Boeslunde – og kongen bliver “De Venders Fyrste”

Saxo, Absalons historieskriver, fortæller, at Biskoppen var i Vestsjælland, da han havde fået nys om, at venderne var på vej til kysten.

Måske opholdte han sig i Boeslunde, der måske allerede havde fået en lille borg på toppen af den tidligere hellige bakke. Der er fundet rester af en borg fra 1300-tallet, og der kan sagtens have været et forsvarsanlæg før. Ifølge Saxo havde han et følge af 18 “huskarle”, det vil sige professionelle soldater, hvilket nok kunne rummes i en lille borg på “Borgbjerg”.

Der hørte han, at venderne var gået i land! Han red ud og mødte fjenden i åben kamp. På den ene side Absalon og hans kun 18 soldater, på den anden side vendiske krigere fra 24 skibe!

Hans brave kæmper fik fjendens ryttere på flugt og fældede dernæst størstedelen af de vendiske fodfolk. Det var et myrderi uden lige. Da kampgny døde hen, havde Absalon mistet kun én mand!

Sådan fortæller Saxo i hvert fald historien. Om man skal tro på det, er op til læseren.

Måske er tallet af vendiske skibe overdrevet, måske havde Absalon hjælp fra de lokale borgere i Boeslunde. Måske er historien sand?

Krig er uforudsigelig, og en flok vendere på noget, de troede skulle blive et let plyndringstogt, kan godt forestilles at gå i panik, da de pludselig møder modstand fra harniskklædte elitesoldater og ikke hjælpeløse bønder med høtyve.

Hvor har det foregået? Saxo siger “udenfor Boeslunde”, men det kan vel kun være ved Espe-stranden eller engene nedenfor, hvor alléen i dag er.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Alléen ned til smålandshavet og Espe, hvor et af Danmarks vigtigste slag måske fandt sted. (Foto: Jesper Nielsen).

Det er i hvert fald sikkert, at der har været et af Danmarks vigtigste slag ved Boeslunde. Hvorfor så vigtig? Det var et vendepunkt, der havde vist, at ikke alene havde Absalon og Valdemar ret i, at truslen var reel, men også at det var muligt at slå tilbage. Og så var Gud tydeligvis med Biskop Absalon!

Efter slaget ved Boeslunde vågnede folk op, og Valdemar kunne samle en invasionsstyrke og føre et “korstog” (paven gav aldrig lov til det) mod vendernes hovedstad Arkona på Rügen.

Invasionen blev en success, og vendernes områder kom (kortvarigt) ind under den danske krone. Den danske regent havde helt op til vores Margrethe II titlen “De Venders Fyrste”.

Valdemar fik tilnavnet “den Store” og Absalon kunne senere anlægge en borg ved Øresund, hvor vores hovedstad, København, voksede op omkring. Alt sammen startede det i lille Boeslunde, en lørdag før Palmesøndag.

Boeslunde i dag – resterne af borgen bliver til mindepark

»Staa som et vidne, tavse sten. Her voldte Absalon venders meen.«

I 1916 fik en flok borgere med mejeristen i spidsen rejst denne sten, som mindesmærke over det næsten glemte slag ved byen. Den står lige neden for Borgbjerg.

Eller det, der er tilbage.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Mindestenen i Boeslunde, rejst af byens borgere. (Foto: Jesper Nielsen).

Borgen er væk, ja, bjerget er væk. Omkring århundredeskiftet 18-1900 blev Borgbjerg brugt som grusgrav, og efterhånden udhulet helt.

Lokale borgere ville forsøge at sikre området, og da bysbarnet Frederik Jeppesen Borgbjerg (han havde taget navn efter bakken), undervisningsminister i regeringen Stauning, døde, blev der samlet midler til at indrette resterne af bakken som mindepark.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Frederik Borgbjerg var, som redaktør for Social-Demokraten, bagmand for den kendte overskrift “KONGEN BEGAAR STATSKUP” under påskekrisen i 1920. Senere blev han undervisningsminister. (Foto: Jesper Nielsen).

Mindeparken bruges stadig til sammenkomster, ikke blot for landsbyen, men for hele oplandet. Det tidligere højhellige sted er igen samlingspunkt for folk fra nær og fjern.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Mindeparken, hvor den hellige høj Borgbjerg lå, en tidlig forårsdag. (Foto: Jesper Nielsen).

Boeslunde holder også stand. Skolen er der stadig, trods lukningstrusler. Der er aktivitet i foreningslivet, og købmanden har stadig åbent.

Byen er også blevet internationalt kendt fra alle dens guldfund og arkæologiske undersøgelser, så historien om Boeslunde stopper ikke hér. Den hviler sig bare, ligesom byen, parat til det næste kapitel, det næste fund.

Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.

Øverst: Udsigt over den gamle del af byen fra mindeparken. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer