Slagelse.Info – Johanniterordenen blev oprettet efter indtagelsen af Jerusalem, men flyttede senere til Malta. Krigermunkene blev specialister i sygepleje og fik tilladelse at bygge et kloster ved Slagelse. Klosteret endte næsten med at eje størstedelen af Vestsjælland.
Del 1 sluttede med, at Valdemar måtte søge hjælp. Hans største allierede blev Kirken, og han fik indsat vennen Absalon som ærkebisp – det vil sige lederen af den danske kristendom, og han fik sin far, Knud Lavard, gjort til helgen. Der skulle en modig mand til at modsætte sig en helgens søn.
Fik du læst: Antvorskov og historiens luner (del 1).
Den eneste autoritet – vejen til det evige liv i Himmeriget
I middelalderen var religion anderledes tæt på hverdagen. I en tid, hvor videnskaben var i sin aller-spædeste begyndelse, havde man ikke andre steder at få en forklaring på livets spørgsmål end hos kirken.
Og svaret var altid, at Gud ville det sådan.
Livet var hårdt og kort, men hvis man gjorde, som kirken sagde, kunne man opnå et evigt liv i Himmeriget. Alting i middelalderen havde dette for øje.
Men mennesket var født som synder, og Gud måtte hele tiden lovprises og overtales til at tage os til nåde. Derfor var der præster. De kendte de rigtige ritualer, og de var forsvarsadvokater mellem os og Gud.
Man kunne for en tid blive synden kvit ved den hellige nadver og ved skrifte, hvor man kunne få forladelse for aktuelle synder. For at være på den sikre side arrangerede præsterne også sjælemesse over afdøde, så Jomfru Maria eller helgener kunne gå i forbøn for den nyankomne ved perleporten.
Med tiden opstod der et system, hvor nogle mænd fik det job at bede og lovprise Gud som hovederhverv. Det var munkene, som samledes i klostre, hvor hele deres gerning, deres fysiske arbejde, deres studier, deres bønner, var til Guds ære.
Almindelige mennesker måtte slide og slæbe med familie og gård, så der var ikke tid nok til lovprisning. Derfor opstod der disse specialister.
Et kloster fungerede på forskellig vis, alt efter hvilken munkeorden, der boede på det. Dominikanermunkene (“Sortebrødre”) var de intellektuelle, Franciskanerne (“Gråbrødre”) var de praktiske, Karmeliterne (“Hvidebrødre”) var mest kendt for deres nonneklostre. De hjalp også det omgivende land på forskellig måde. Cistercienserne var eksperter i opdyrkning af land, så deres klostre lå som regel i ødemarken.
De var alle kendt med lægegerningen og fungerede som videnscentre og sågar hospitaler. Men specialisterne i medicin og sygepleje var “Korsbrødrene”, Johanitterordenen.
Samaritter og korsriddere – blev specialister i sygepleje
Johanniterordenen blev oprettet efter indtagelsen af Jerusalem under det første korstog, til beskyttelse og pleje af det hellige land og de kristne pilgrimme.
Jerusalem blev som bekendt generobret af muslimerne, og ordenen trak sit hovedkvarter ud i Middelhavet, til først Rhodos, og siden Malta. De kaldes således også Malteserriddere.
Det var først en ridderorden, men opgaven, at passe på de kristne, blev i fredstid bedst løst af munke. De munke blev til gengæld specialister i sygepleje og særligt de spedalske kunne få hjælp af dem. De blev dog ved med at have en særlig, nærmest militær, organisation, med en klar rangorden.
Deres tilnavn, korsbrødre, fik de grundet deres sorte kapper, med et hvidt “malteserkors” over hjertet. Kampuniformen for ordenens riddere var en rød kappe med et hvidt kors. Det kan have været en af disse kapper, der er blevet hvirvlet op under kamp i Estland, og faldet ned som Dannebrog.
Læs også: Dannebrog fylder 799 år og er måske fra Antvorskov.
Den nordiske front – direkte under Rhodos og Paven
I 1164 gav Valdemar den Store brødrene fra Johanniterordenen tilladelse til at bygge et kloster udenfor den lille by Slauløsæ, Slagelse, der ikke skulle få købstadsrettigheder før over hundrede år efter. Det var starten på Antvorskov Kloster.
Johanniterne var populære og i ekspansion, og det stadig halv-hedenske Norden – balterne og finnerne var fortsat ikke kristne – var en oplagt ny front for deres brødre.
Antvorskov blev hovedsæde i Skandinavien. Klostrets leder, dets “prior”, var kun ansvarlig over for ordenens stormester på Rhodos, og stormesteren svarede kun for Paven. Prioren havde lov til at bære bispedragt, og fik senere en fast plads i det danske rigsråd, så det var ikke en Hr. Hvemsomhelst.
Der kom dog aldrig riddere til Antvorskov. Det var et kommando- og videnscenter, og det største hospital på Sjælland, hvis ikke i Danmark og Norden. Det skulle der kun bruges munke og lægbrødre til.
Til gengæld blev det stort. Meget stort, endda.
Klosteret bliver Big Business – Vestsjælland, Odense og Slesvig
Som sagt var det en orden på fremmarch. Det var en populær karrierevej for unge adelige anden- og trediesønner, der ikke kunne arve. Deres hospitalsvæsen gjorde det til en oplagt mulighed for hjælp ved en karrieres ende.
Mange ældre adelige uden arvinger overdrog deres land til ordenen mod at kunne leve på klostret i en art ældrepleje. Plus, at der ville blive afholdt sjælemesse over dem, når de så døde.
Det land, der der således blev doneret til klosteret, gav penge til oprettelse af nye gårde, til opdyrkning af ny jord og indkøb af nye områder.
Så langsomt blev Antvorskov center for et enormt foretagende. Selve sjælesorgen og hospitalsvæsnet måtte træde i baggrunden for landbruget. I storhedstiden omfattede Antvorskov Klosters jorder størstedelen af Vestsjælland.
Næsten alle store eller mellemstore herregårde i Slagelse Kommune har været gårde under klosteret. Falkensteen, Tårnholm og Idagård er nogle eksempler.
Det er næsten nemmere at opremse de herregårde, der IKKE var under Antvorskov. Det bredte sig punktvis i resten af landet. Odense havde et stort kloster under Antvorskovs Prior, det samme havde Nyborg. Helt til Slesvig var der mindre klostre.
Klostret ved Slagelse voksede også fysisk. Fra de små huse ved foden af bakken til et stort kompleks med lader, klosterkirke, sovesale og kontorer. Det smittede også af på omegnen, og Erik Klipping kunne give Slagelse købstadsrettigheder i 1280.
Forretningen gik godt, men som årene gik skiftede historiens luner, og der opstod utilfredshed, både indenfor og udenfor klosterets mure.
Læs videre: Antvorskov og historiens luner (del 3).
Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.
Øverst: Antvorskov Klosterruin. (Foto: Slagelse Media). JN/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.