Antvorskov og historiens luner (del 3)

Opdateret den

Læsetid: 9 min.

Slagelse.Info – Hans Tausen kommer til Slagelse for at studere på det magtfulde Antvorskov Kloster. Senere bliver den unge mand sendt videre til Wittenberg for at studere videre. Det var ganske uheldigt for Antvorskov.

Del 2 sluttede med, at Antvorskov Kloster blev et enormt foretagende. Det var et magtcenter, som spredte sig ud over hele Vestsjælland og endda til Slesvig. Det smittede af på omegnen, og Erik Klipping kunne give Slagelse købstadsrettigheder i 1280.

Fik du læst: Antvorskov og historiens luner (del 2).

Kolossen på lerfødder – Bønderne kommer under “den døde hånd”

Antvorskov var i over 200 år det største kloster i Danmark. Siden stiftelsen i 1164 var det kun gået fremad for Johanniterne i landet. Jord blev testamenteret til klosteret i det håb, at donoren kunne komme lettere i himlen, at tiden i skærsilden – den lutrende ild mellem døden og himlen – kunne blive kort.

Klostret ved Slagelse var ikke den eneste kirkelige instans, der lå inde med rigdomme og jordbesiddelser. Over hele landet havde kirker og klostre fået overdraget så meget land, at de til sidst havde over 40 procent af al landbrugsjord i kongeriget.

Det var blevet en topstyret landbrugsindustri med Paven i spidsen og en magtfaktor, der ikke kunne omgås. Kongen skulle spørge kirken om lov ved større foretagender, og måtte tigge hos præsterne, hvis det var fattige tider.

Hvis nogen skulle misunde kirkens rigdomme, kunne præsterne blot pointere, at misundelse var en dødssynd. For at gøre tingene mere irriterende for Kongen, så gik overskuddet ud af landet, til den fjerne Pave.

I de laveste samfundslag var der mumlen i hjørnerne. Kirken var blevet arbejdsgiver for mange bønder, men præsterne og munkenes lederegenskaber og udnyttelse af landbrugsjorden efterlod en del at ønske.

Man sagde, når et nyt område kom under kirkens kontrol, at det kom under den døde hånd, da en stor del blev henlagt til brak eller underbenyttet. Det har været trist for en middelalderbonde, der kæmpede hver dag for at få mad på bordet, at se god jord ligge hen.

I byerne var borgerne også trætte af specielt munkevæsenet. De fleste munke i byerne var tiggermunke, hvilket vil sige, at de i princippet skulle tigge for føde. Imidlertid var de efterhånden blevet så rige, at tiggeriet blev rent formelt. Der er historier om fede munke, der ansætter folk til at køre dem rundt i byen, så de kunne tigge.

Men det var Guds plan. Eller var det?

Antvorskov i dag efter små 800 års historie. (Foto: Jesper Nielsen).

Studenteroprør – Hans Tausen kommer til Slagelse

I Tyskland i år 1517 stillede en ung munk ved navn Martin Luther nogle spørgsmål, som mange mennesker gerne ville have svar på.

Den aktuelle årsag var, at Paven var i gang med at bygge en gigantisk kirke i Rom, Peterskirken. For at skaffe ekstra penge i kassen, havde han opfundet afladsbrevet, der kunne købes for penge og som skulle kunne hjælpe folk, eller afdøde, med at komme hastigt forbi skærsilden på vej til Guds himmel.

Peterkirken i Rom, indirekte årsag til reformationen i Danmark. (Foto: Jesper Nielsen).

Det var en tand for grådigt for de fleste. Et af Luthers spørgsmål, hans teser, var, hvorfor Paven, der var rigere end “Krøsus”, ikke selv finansierede kirkebyggeriet. Paven svarede igen med først debat, men det endte med at Luther blev ekskommunikeret, hvilket vil sige, at han blev smidt ud af kirken, og i teorien ville ende i helvede når han døde.

Krøsus (Kroisos) blev født 595 f.Kr og var den sidste konge af Lydien 560-547 f.Kr. Han var berømt for sin rigdom, og hans navn blev et øgenavn for velhavere med dyre vaner. I øvrigt var Lydien det første land, som prægede mønter af ædelmetal.

Luther måtte i landflygtighed, men en regent med sympatier for Luthers kritik, gav han beskyttelse i Wittenberg.

I Wittenberg var samtidigt en ung dansker ved navn Hans Tausen.

Hans Tausen. (Foto: Calvin [Public domain], via Wikimedia Commons).

Hvor Hans Tausen kom fra, er man ikke helt klar over. Navnet “Tausen” tyder på, at han har været af nobel slægt, ellers ville han have haft et “-sen”-navn. Måske var han en af de yngre sønner, der ikke kunne arve, og som i stedet kom i kloster til en kirkelig uddannelse.

Hans Tausens latinske navn var ”Johannes Tausanus”. Det kan betyde, at der ikke er tale om et “-sen”-navn, hvor en far eller forfader måske hed Tage eller Tave. I så fald ville hans latinske navn være “Tagonis”.

Tausen blev i hvert fald optaget af Johanitterne i Antvorskov, og han studerede dér i sine unge år. Dengang var uddannelse inden for kirken international, så han blev sendt først til København til teologistudiet på universitetet, og siden til Belgien og Tyskland. I Tyskland blev han indskrevet på universitetet i Wittenberg, hvor Luther havde sin gang.

Om de nogensinde mødtes, ved vi ikke. Men der har i byen været en stemning af forandring og en energi, der helt klart formede unge Hans til at blive en reformator.

I 1525 vender han tilbage til Antvorskov. Munkene dér er ikke åbenbart ikke helt klar over, hvor radikaliseret Broder Hans er blevet, for de sender han til et Johanniterkloster i Viborg for at prædike, hvad han havde lært i det store udland.

Og det gjorde han i hvert fald!

Hans Tausen forelæste for en flok mundlamme munke, om Paven som grådig synder, kirken som uforståelig, og præsterne som idioter. Og munkene, de var flæskefede gniere, der tiggede mens de ophobede rigdomme!

Tausen blev, forståeligt nok, smidt ud af Johanniterordenen.

Kongelig accept – Kongen inviterer Hans Tausen til København

I Viborg bliver Hans Tausen i de næste fire år, under beskyttelse af byens borgere, der mener, at Tausen prædiker dét, som de alle havde gået rundt og ment i mange år: I middelalderen havde Viborg fem klostre og tolv sognekirker, så byen blev nærmest overrendt af tiggermunke, og kirkens jordbesiddelser gjorde, at almindelige bønder ikke kunne få noget land.

Biskoppen truede Tausen med bål og brand, bogstaveligt talt, men Kong Frederik 1. tog ham under sin beskyttelse ved at gøre ham til kongelig kapellan.

Det betød, at han kunne fortsætte med at prædike for flere og flere viborgensere. Der var ikke plads i kirken længere, så han holdt gudstjeneste under åben himmel.

Han rekrutterede præster, så der var flere til at prædike omkring i byen, og til sidst blev gråbrødrenes kloster med magt åbnet for folket, så de kunne have en stor kirke. Viborg var dermed under protestanternes kontrol.

Kongen kunne nu invitere ham til København, hvor han fortsatte sine prædikener. Samtidigt blev der iværksat arbejde med at oversætte kirkens ritualer til dansk.

Førhen havde det hele foregået på Latin, og de almindelige borgere forstod ikke et ord af ritualerne. “Hoc est Corpus Meum” (“Dette er mit legeme”) under nadveren blev til “Hokus Pokus, synden er væk!”

Kirkens Kollaps – Kongen overtager kirkens jordbesiddelser

Derefter gik det, som det måtte. Befolkningen i byerne havde fået nok. Kirken var blevet grisk, fjern, og mere interesseret i at skrabe sammen end i at tjene Gud. Folk over hele landet strømmede til de “nye” præsters gudstjenester, som de kunne forstå.

Der skulle en borgerkrig til, “Grevens Fejde”, før en ny konge, Christian 3., i 1536 kunne sætte underskrift på “Rigens Konstitution”, en befaling, der afskaffede bispevældet, indsatte Kongen i stedet for Paven som den danske kirkes overhoved, og som erklærede, at kirkegodset, herunder klostrene og deres jordbesiddelser, skulle ind under kongen.

Christian den 3. (Foto: The Museum of National History [Public domain], via Wikimedia Commons).

Kongen blev umådelig rig på den underskrift.

Man skal dog huske, at kongen gjorde det, fordi han mente, det var det rigtige. Chr. 3. var en yderst from mand, der ligesom de fleste fromme mennesker i landet havde indset, at kirken var blevet afsporet, og at der måtte ske noget.

Tilbage på Antvorskov Kloster sad nu sikkert nogle munke, der fortrød, at de havde sendt den unge Hans ud i verden. Nu kunne de blot vente på, hvad kongens mænd ville beordre dem til.

Antvorskovs historie var dog ikke slut, ikke helt.

Læs videre: Antvorskov og historiens luner (del 4).

Forside for historisk: Slagelse, Korsør og Skælskør.

Øverst: Mindesten over Hans Tausen, foran resterne af Antvorskov Slot. (Foto: Jesper Nielsen). JN/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer