Dannebrog fylder 799 år og er måske fra Antvorskov

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

I dag fylder Dannebrog 799 år, og derfor fejrer vi Valdemarsdag. De færreste er klar over, at Dannebrog muligvis stammer fra Slagelse.

Alle kender legenden om Dannebrog, der faldt ned fra himlen i Estland for (måske) 799 år siden. De færreste kender til muligheden for, at Dannebrog måske kommer fra Antvorskov Kloster i Slagelse.

Antvorskov var “bailliskap” og hovedsæde for Hospitalsbrødrene af Den Hellige Johannes af Jerusalems Orden. Ordenen er mere kendt som enten johanniterridderne fra Malta eller som malteserridderne.

Johanniterne var formentlig med på korstoget i Estland, og derfor er det ret sandsynligt, at de tabte deres fane eller måske blot en kappe ved Fellin (Felin) i Estland i år 1219 (eller måske i år 1208). Derpå faldt det ned fra himlen for øjnene af Valdemar Sejr.

Læs også: Historier og legender fra Slagelse

Desuden kan du læse om Dannebrog på: Danmarks-Samfundets hjemmeside

Det oprindelige Dannebrog skal ifølge legenden være gået tabt til ditmarskerne under slaget ved Hemmingstedt i år 1500.

Frederik 2. generobrede flaget i 1559 og ophængte det i Slesvig domkirke, men da var det allerede “næsten ødelagt af fugt og ælde”. De sidste rester gik muligvis til grunde omkring 1660. Det skriver danmarkshistorien.dk (Aarhus Universitet).

I øvrigt blev Valdemarsdag først indført som flagdag og national mærkedag i 1913.

Læs også: Antvorskov og historiens luner (del 1).

Øverst: Dannebrog (Foto: Donfiore / iStock).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.