Radikale byder Christopher Trung velkommen

Slagelse.News — »Jeg ser frem til at koble mine værdier til de øvrige radikale mærkesager, herunder uddannelse og klima, og derved skabe et mere socialt retfærdigt Slagelse Kommune, der også inkluderer de næste generationer,« fortæller det nye radikale byrådsmedlem Christopher Trung.

Radikale Venstre i Slagelse byder velkommen til byrådsmedlem Christopher Trung, oplyser vælgerforeningen i en kort pressemeddelelse.

Blev ekskluderet af den konservative byrådsgruppe

Christopher Trung, der er 30 år gammel og arbejder som softwareudvikler, har været medlem af byrådet siden 2018, hvor han blev valgt ind for Venstre (i 2017). Ved kommunalvalget i 2021 fik han 1.304 personlige stemmer, men kort efter skiftede han til Det Konservative Folkeparti.

I 2024 blev han ekskluderet af den konservative byrådsgruppe, efter at en mindre gruppe i vælgerforeningen havde forsøgt at ekskludere ham. Uden for gruppen gav det ingen mening for ham at forblive medlem af Det Konservative Folkeparti, hvorfor han meldte sig ud af partiet. Nu er han blevet medlem af Radikale Venstre i Slagelse, herunder deres byrådsgruppe.

Radikale »repræsenterer mine socialpolitiske holdninger«

»Min politiske rejse og de værdier, jeg personligt gik til valg på, har ført mig til den erkendelse, at Radikale Venstre, som et stærkt midterparti, bedre repræsenterer mine socialpolitiske holdninger og muligheder for at forbedre forholdene for borgerne i Slagelse Kommune. Jeg ser frem til at koble mine værdier til de øvrige radikale mærkesager, herunder uddannelse og klima, og derved skabe et mere socialt retfærdigt Slagelse Kommune, der også inkluderer de næste generationer,« fortæller Christopher Trung i pressemeddelelsen, hvor han fortsætter:

»Derudover spiller arbejdsmiljøet og arbejdsglæden naturligvis også en stor rolle. Radikale Venstre i Slagelses gruppeformand og borgmesterkandidat, Troels Brandt, er en tillidsvækkende person og en kompetent leder, jeg i høj grad kan bakke op om.«

Stort fokus på retssikkerhed for borgere med handicap

Det Radikale Venstre i Slagelse glæder sig over beslutningen.

»Jeg har sammen med vores formand, Annette Stærke, og næstformand, Marie Mejer, de seneste måneder haft en række gode dialoger med Christopher,« siger 2. viceborgmester og gruppeformand Troels Brandt, der samtidig præsenterer sig som borgmesterkandidat i pressemeddelelsen, og han fortsætter:

»Det er ingen hemmelighed, at vi i Radikale Venstre altid har kunnet genkende tydelige socialliberale værdier i Christophers politik, og vi er utrolig glade for nu at byde Christopher velkommen i vores parti. Christophers stærke fokus på at forbedre vilkårene for personer med handicap og øge retssikkerheden bringer en vigtig stemme og en stærk faglighed til det radikale hold, hvor fællesskab og inklusion er helt centrale værdier.«

Øverst: Byrådsmedlem Christopher Trung er forreste i midten, og 2. viceborgmester Troels Brandt står bagerst til højre med sin panamahat. Vælgerforeningsformanden, Annette Stærke, står forreste til venstre, foran byrådsmedlem Poul Bek-Pedersen. Næstformanden, Marie Mejer, er yderst til højre. (Foto: Radikale Venstre i Slagelse). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/vaod