Dom faldet i Den Store Narkosag fra Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Der er faldet dom i Den Store Narkosag fra Slagelse, som hører til en af Danmarks største narkotikasager. Der er tale om 120 kilo narkotika med en værdi på omkring ti millioner kroner.

Retten i Næstved har dømt syv mænd i alderen 23-48 år skyldige i at have deltaget i et organiseret samarbejde med flere personer, som handlede med narkotika.

Seks mænd og en 31-årig kvinde blev idømt tilsammen 78 ½ års fængsel for større mængder amfetamin, kokain, hash, våben og transport af narkopenge. En mand skal mentalundersøges.

Dømt for indsmugling, fremstilling og hæleri

Retten fandt det bevist, at de tiltalte mænd havde deltaget i indsmugling, fremstilling og besiddelse af store mængder amfetamin i pulver- og olieform. Og retten fandt det bevidst, at det skete med henblik på videreoverdragelse mod betydelige vederlag.

Derudover blev kvinden fundet skyldig i hæleri af særlig grov beskaffenhed, idet hun havde bistået de øvrige tiltalte. Hun blev straffet med fængsel i 1 år og 6 måneder. Retten kunne ikke fastlægge de tiltaltes nærmere indbyrdes roller i samarbejdet.

Straffen for tre af de tiltalte mænd med centrale roller blev udmålt til fængsel i 15 år. Den fjerde mand, som også er tiltalt for at have en central rolle, skal mentalundersøges.

En af de tiltalte, som havde en mindre central rolle, men tillige var tiltalt for at have forsøgt at flygte fra fængslet ved anvendelse af et haglgevær, blev straffet med fængsel i 12 år. Straffen for de to øvrige tiltalte, som havde mindre centrale roller, blev udmålt til fængsel i 10 år.

Flere af de tiltalte blev endvidere fundet skyldige i en række andre forhold såsom overtrædelse af våbenloven og færdselsloven.

Politiet fandt omkring 120 kilo amfetamin

Retten fandt det blandt andet bevist, at samarbejdet omfattede 49,8 kilo amfetamin, som blev beslaglagt på Bilkas parkeringsplads i Slagelse i oktober 2016. 19,6 liter amfetaminolie, som blev fundet i Jylland den samme dag.

Knap 3 kilo amfetamin, som blev opbevaret hos en af de tiltalte. Og mere end 10 kilo amfetamin, som blev fundet i et kælderrum i Slagelse i oktober 2016.

Samlet var der tale om cirka 120 kilo amfetamin, cirka 7 kilo kokain og 1 ½ kilo hash. Derudover blev der fundet to skydevåben med ammunition samt en lyddæmper. 

Seks af de tiltalte ankede på stedet dommen til frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiær formildelse, mens den sidste tiltalte udbad sig betænkningstid.

Retten bestemte, at de syv mænd skal sidde varetægtsfængslet, indtil ankesagen kan begynde.

Opdateret.

Foto: Freeimages.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.