Gratis vaccination mod mæslinger til voksne

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Artiklen er opdateret for 6 år siden.

Nu kan voksne blive gratis vaccineret mod mæslinger. Sundhedsstyrelsen opfordrer til, at man sikrer, at man er vaccineret mod mæslinger inden en eventuel udlandsrejse.

Den 1. april trådte et tilbud i kraft, som gør det muligt for voksne at blive gratis vaccineret mod mæslinger i form af MFR-vaccination. Tilbuddet gælder kun, hvis man ikke har haft mæslinger, eller hvis man ikke allerede er blevet vaccineret.

»Vi er enormt glade for, at vi nu kan tilbyde gratis MFR-vaccination til voksne. Selvom mæslinger er det, der kaldes “elimineret” i Danmark, så vil der trods alt stadig fra tid til anden opstå tilfælde af mæslinger. Ofte vil der være tale om tilfælde, hvor danskere er blevet smittet på rejser i udlandet,« fortæller Bolette Søborg, som er overlæge i Sundhedsstyrelsen.

»Som vaccineret er man selv beskyttet mod sygdommen og desuden med til at beskytte børn, der ikke kan blive vaccineret, fx fordi de er for små eller særligt sårbare. De børn risikerer at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet,« forklarer Bolette Søborg.

Når man rejser til lande, hvor mæslingevirusset cirkulerer i langt højere grad end i Danmark, er man i større risiko for at møde det og blive syg, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere har haft mæslinger. Det gælder også, når man rejser til lande inden for Europas grænser.

Derfor opfordrer Sundhedsstyrelsen til, at man sikrer, at man er vaccineret mod mæslinger inden en eventuel udlandsrejse. Man kan blive gratis vaccineret hos sin praktiserende læge eller på en privat vaccinationsklinik.


Genrefoto: Pixel_away / iStock

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.