Ejendomsmægler: Klap hesten med de nye ejendomsvurderinger

Zand.News – »Ingen kan i deres vildeste fantasi havde troet, at lanceringen af de nye vurderinger ville løbe stille af. Alligevel virker det, som om det er en kæmpe og ikke mindst urimelig overraskelse, at der er vurderinger, som er skudt helt ved siden af,« lyder det fra en landsdækkende ejendomsmæglerkæde.

Det er naturligt, at mange af de nye vurderinger rammer ved siden af, fordi de ikke er vurderet ved en fysisk besigtigelse, lyder det fra mæglerkæde, som maner til besindighed i forhold til at reagere voldsomt på vildskud. Det skriver den landsdækkende ejendomsmæglerkæde Estate i en pressemeddelelse.

Ikke overraskede med ståhej ved nye vurderinger

Ser man en nyhedsudsendelse, lytter man til radioavisen eller bladrer man i sin avis, kan man ikke være i tvivl om, det kun er få dage siden, de nye ejendomsvurderinger landede hos landets boligejere. Ejendomsvurderingerne er tophistorien og rydder den ene forside efter den anden. Men der er grund til at slå koldt vand i blodet, lyder det fra Estate.

»Ingen kan i deres vildeste fantasi havde troet, at lanceringen af de nye vurderinger ville løbe stille af. Alligevel virker det, som om det er en kæmpe og ikke mindst urimelig overraskelse, at der er vurderinger, som er skudt helt ved siden af. Som ejendomsmæglere, der lever af at foretage grundige, fysiske besigtigelser af ejendomme og efterfølgende vurdere dem, ved vi, at en digital øvelse, hvor man vurderer alle landets ejerboliger på en gang, aldrig kan blive helt retvisende. Hvis det var tilfældet, ville vi jo være arbejdsløse,« siger Thomas Hovgaard, der er presseansvarlig i Estate.

Naturligt med bekymring for en eventuel skattestigning

Ifølge en rundringning til flere af Estates forretninger skaber de nye vurderinger både forvirring og øget travlhed.

»Selvom vi har haft flere år til at forberede os på de nye vurderinger, er det, som om budskaberne ikke rigtig er sunket ind. Der går en del tid med at snakke vurderinger og hvad de kan komme til at betyde, især i forbindelse med køb og salg. Fordi de først træder i kraft ved årsskiftet, er der kommet lidt mere fart på beslutningerne om at flytte, fordi man gerne vil undgå stigningerne, hvis man køber før 2024. Det kan vi tydeligt mærke,« forklarer Thomas Hovgaard.

Han forstår godt, at mange kan være bekymrede for en eventuel skattestigning, fordi den potentielt kan sænke boligens salgsværdi, men han maner til besindighed.

»Vi har lige oplevet en betydelig rentestigning på kort tid, som i kroner og ører betyder mere for salgsprisen end moderate stigninger i ejendomsskatten, og alligevel ser vi et dynamisk boligmarked, hvor der handles både hurtigt og til pæne priser. Jeg tror, vi skal se tiden an og lade Christiansborg få de sidste detaljer på plads. Grundlæggende er det godt, at vi får offentlige vurderinger, som er tættere på virkeligheden end de vurderinger, vi har haft de sidste mange år, som har været alt for lave og utroværdige,« siger Thomas Hovgaard.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Udra / iStock). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/qwko