Genbrugsbutik fik en håndgranat

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Skaelskor.News – Tirsdag fik en genbrugsbutik i Skælskør indleveret en usædvanlig genstand, nemlig en ægte håndgranat, men den slags sælger genbrugsbutikken ikke.

Tirsdag eftermiddag kl. 15.25 fik politiet en bekymret anmeldelse fra en genbrugsbutik i Skælskør, som havde fået indleveret en genstand, der kunne minde om en håndgranat. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Blev afhentet af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste

Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste (EOD) blev kontaktet og fik sendt nogle billeder, og her fastslog man, at der var tale om en ægte granat, som dog ikke var funktionsdygtig.

Af sikkerhedshensyn blev håndgranaten afhentet af EOD senere på eftermiddagen.

Sagen giver anledning til at minde om at være ekstra forsigtig, hvis man opdager for eksempel fyrværkeri, granater eller lignende.

Lad så vidt muligt være med at røre ved genstandene, men kontakt politiet på telefon 1-1-4 og tag et billede, så politiet og EOD kan vurdere den eventuelle farlighed.

Øverst: Genrefoto. (Foto: NjellL / Pixabay). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.