Korsor.News – »Royal Run i Korsør bliver en historisk dag, hvor vi som kommune får lov at samle borgere, foreninger, lokale aktører og tusindvis af gæster til et storslået arrangement med kongeligt besøg og løbeglæde. Vi håber, at alle vil tage godt imod de nødvendige ændringer i trafikken, så vi sammen kan skabe en festlig og tryg dag for alle,« lyder det fra borgmesteren.
Når H.M. Dronningen (Dronning Mary) og op mod 10.000 deltagere besøger Royal Run i Korsør den 9. juni 2025, er der lagt op til en uforglemmelig dag med masser af fællesskab og feststemning. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Royal Run i Korsør den 9. juni 2025 bliver en festlig og historisk begivenhed med kongeligt besøg og op mod 10.000 deltagere. Store dele af byen spærres for biltrafik fra kl. 7 til 22, og parkering langs ruterne er forbudt. Slagelse Kommune stiller gratis shuttlebusser til rådighed fra Korsør Station til centrum. Borgerne opfordres til at planlægge transporten i god tid og holde sig opdateret online. Arrangementet markerer fællesskab og bevægelsesglæde, men kræver forståelse for de midlertidige ændringer i trafikken.
Afspærring i tidsrummet kl. 07.00-22.00
Royal Run i Korsør, der er et stort arrangement, vil også påvirke trafikken og parkeringsmulighederne i byen. Løberuterne snor sig gennem flere af Korsørs smukkeste og mest historiske områder – blandt andet Flådestationen, Fæstningen og langs Storebæltskysten. Derfor vil der i tidsrummet kl. 7.00-22.00 være omfattende afspærringer og ændringer i trafikken af hensyn til sikkerheden.
Seneste nyt om trafik, parkering og adgang findes på www.slagelse.dk/da/fritid-og-faellesskab/idraet-og-motion/royal-run/trafik/ eller på www.royalrun.dk.
»Royal Run i Korsør bliver en historisk dag, hvor vi som kommune får lov at samle borgere, foreninger, lokale aktører og tusindvis af gæster til et storslået arrangement med kongeligt besøg og løbeglæde. Vi håber, at alle vil tage godt imod de nødvendige ændringer i trafikken, så vi sammen kan skabe en festlig og tryg dag for alle,« forklarer borgmester Knud Vincents (V).
Store dele af Korsør afspærres for al bilkørsel langs de tre ruter fra kl. 7.00 til 22.00. Ruterne skal være friholdt af hensyn til sikkerheden, og det er ikke tilladt at parkere på, langs eller tæt på ruterne – heller ikke i rabatter eller på cykelstier. Fejlparkerede biler vil blive fjernet på dagen. Alle borgere, der bor langs ruterne, får direkte besked i deres e-Boks. De tre ruter kan ses på royalrun.dk
»Royal Run i Korsør bliver en helt særlig dag, hvor vi fejrer fællesskabet, bevægelse og byen. Det er folkeoplysning, når det er bedst, når tusindvis af borgere samles om en fælles oplevelse, og hele byen står sammen om at skabe en uforglemmelig dag. Jeg vil gerne sige tak til alle borgere og samarbejdspartnere for deres forståelse og opbakning til de midlertidige ændringer, som alle er med til at gøre det muligt at afvikle så stort et arrangement,« siger 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Parkeringsarealer og gratis shuttlebusser
Der vil være parkeringsarealer ved Korsør station samt handicap- og cykelparkering tæt på rutens startområde. Slagelse Kommune indsætter gratis shuttlebusser fra Korsør station til centrum:
- Rute 1 – gul rutebus hvor der står Royal Run i displayet foran på bussen: Korsør Station – Storebæltsvej – Tårnborgvej – Casper Brands Plads (retur).
- Rute 2 – hvor der står Royal Run i displayet foran på bussen: Korsør Station – Storebæltsvej – Revvej – Gl. Banegårdsplads – Tårnborgvej – Casper Brands Plads (retur).
Hvis man skal deltage eller være tilskuer, opfordres alle til at planlægge sin ankomst i god tid, og man skal forvente ekstra transporttid med shuttlebus.
Brandvæsen, ambulancer og hjemmepleje har naturligvis adgang, og borgere med behov for hjælp i eget hjem får fortsat deres hjælp. I særlige tilfælde kan der søges om kørselstilladelse ved nødsituationer på royalrun@slagelse.dk.
Øverst: H.M. Dronning Mary til Royal Run i Kalundborg i 2024. (Foto: Lasse Lagoni/Royal Run via Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.