Voldsomme vindstød på vej hen over Danmark

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – Vindfølsomme køretøjer frarådes på Storebæltsbroen, mens træer vælter på Fyn og i Jylland – hvor en mor og et barn faldt i vandet. Senere blev Ndr. Ringgade i Slagelse By spærret mellem Holbækvej og Rosenkildevej på grund af et væltet træ.

Et blæsevejr med vindstød af storm- eller orkanstyrke bevæger sig i løbet af dagen og aftenen over landet fra vest.

Det vil blæse med en hård vind til hård kuling fra syd og sydvest, og vindstød op til stormstyrke vil kunne komme i hele landet, mens vindstød af orkanstyrke kun forventes på den jyske vestkyst.

I løbet af aftenen begynder vinden at aftage, først i Vestjylland, senere på Fyn og Sjælland og sidst på natten på Bornholm. Det varslede DMI tidligere på dagen.

Vindfølsomme køretøjer frarådes over Storebæltsbroen

Ved middagstid udsendte Sund & Bælt en advarsel, hvor de frarådede kørsel med vindfølsomme køretøjer over Storebæltsbroen. Aktuelt var der en hastighedsbegrænsning 50 km/t, som forventes ophævet kl. 19:00.

Midt- og Vestjyllands Politi oplyste herefter, at træer er væltet, og at en redningsmedarbejder er kommet til skade ved en redningsaktion i Nørre Vorupør i Thisted Kommune.

Det skete i forbindelse med, at fire redningsmænd fra Kystredningstjenesten var sprunget i havet for at redde en mor og et barn op fra Vesterhavets bølger.

Træer vælter på Fyn og nu også i Slagelse by

Fyns politi oplyste derpå, at træer var begyndt at vælte på Fyn. Der var tale om ti træer, som er bredt fordelt over hele Fyn.

TV2 Øst skev samtidig, at Omøfærgen har indstillet sejladsen resten af søndagen på grund af vejret.

Kl. 14.36 oplyste Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi på Twitter, at Ndr. Ringgade i Slagelse By var spærret mellem Holbækvej og Rosenkildevej på grund af et væltet træ. Kl. 17.21 oplyser politiet, at træet er fjernet.

Vi samler løbende udvalgte tweets fra Twitter

Opdatering: Artiklen blev løbende opdateret med relevant information og tweets. Der forventes ikke flere opdateringer, hvorfor der lukkes for opdateringer kl. 21.45.

Øverst: Vindstyrke. (Grafik: DMI). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.