Slagelse.News – »Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Naturstyrelsen er nået i mål med udvidelsen af Nordskoven. Flere træer er til gavn for klimaet, og samtidig får friluftslivet i Slagelse nu endnu bedre mulighed for at udfolde sig,« lyder det fra borgmesteren.
I 2023 blev arealet, som udgør Nordskoven udvidet med 112 hektar jord. Søndag den 11. maj bliver udvidelsen fejret, hvor alle interesserede er inviteret til at være med til at plante de sidste træer i den nye del af Nordskoven i Slagelse Nordby. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Nordskoven i Slagelse er blevet udvidet med 112 hektar og 230.000 nyplantede træer. Søndag den 11. maj inviterer Slagelse Kommune og Naturstyrelsen borgere til at plante de sidste træer og fejre afslutningen på projektet. Udvidelsen, som er støttet af Growing Trees Network og Nordea Fonden, inkluderer nye stier, søer og en tidslinje med træarter fra efter sidste istid. Det nye skovområde styrker både klima, biodiversitet og friluftsliv og bliver et grønt åndehul med plads til både natur og socialt samvær.
230.000 træer i den nye del af Nordskoven
For godt to år siden faldt en større omfordeling af jord nord for Slagelse på plads. Det betød, at skov- og naturområdet Nordskoven fik tilføjet 112 hektar jord. Siden har der været arbejdet på at omdanne den tidligere landbrugsjord til natur- og skovområde. Det arbejde er nu færdigt, og søndag den 11. maj kl. 12 til kl. 14 bliver det fejret, når Slagelse Kommune og Naturstyrelsen i samarbejde med Growing Trees Network inviterer borgere, naboer og andre interesserede til at være med til at plante de sidste træer i det nye område af Nordskoven.
»Jeg er glad for, at vi i samarbejde med Naturstyrelsen er nået i mål med udvidelsen af Nordskoven. Flere træer er til gavn for klimaet, og samtidig får friluftslivet i Slagelse nu endnu bedre mulighed for at udfolde sig. Det vil gøre Slagelse til en endnu mere attraktiv bosætningskommune. Derfor er der også god grund til at fejre udvidelsen, og det håber jeg, at mange vil være med til,« siger borgmester Knud Vincents (V).
Der er plantet 230.000 træer i den nye del af Nordskoven, og samtidig er der anlagt vandhuller og stier. Når det nye område af Nordskoven bliver fejret den 11. maj, kan deltagerne være med til at plante de sidste træer. Derudover byder dagen på pandekager og biobingo.
»Plantningen den 11. maj er et fantastisk punktum at sætte for den udvidelse vi, i samarbejde med Slagelse Kommune, har lavet i Nordskoven, hvor træerne til skoven doneres via Growing Trees Network. Med de nye arealer, der er kommet til, har det været muligt at lave små og store rundture i skoven, grave flere nye søer og lave et frit slyngende vandløb, som bidrager med en mangfoldighed af liv til skoven,« siger skovrider Jane Skov Lind fra Naturstyrelsen Storstrøm
Growing Trees Network indsamler til skovrejsning
Plantningen af træerne er sket i samarbejde med Growing Trees Network, som samler penge ind til skovrejsning.
»I skovrejsnings NGO’en Growing Trees Network er vi glade for, at så mange danskere og danske virksomheder har doneret træer som blandt andet er med til at muliggøre den nye etape med Folkeskov i Nordskoven. Den store samlede skov er en rekreativ perle med gode vilkår for biodiversiteten, og skoven er samtidig med til at beskytte en mindre del af et stort og vigtigt grundvandsmagasin,« siger de to stiftere Kim Nielsen og Lars Heiselberg Vang Jensen.
Træerne, der bliver plante den 11. maj, bliver en del af en tidslinje, der skal vise træernes indvandring i Danmark efter sidste istid. Den særlige plantning er et led i Slagelse Kommunes natursociale indsats i skoven, hvor udsatte borgere i kommunen får et udflugtsmål for en god naturoplevelse, med mulighed for ro og socialt samvær. Den særlige indsats er støttet af Nordea Fonden, som en del af På Sporet-projektet.
Alle interesserede er velkomne til at være med til at plante træer den 11. maj kl. 12 ved Højstrupvej, men husk tilmelding senest den 8. maj 2025 via Slagelse.dk/nordskoven.
Læs også: 230.000 træer på vej i Nordskoven.
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.