Politiet advarer imod corona-svindlere

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – I går måtte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi lukke to sider på nettet, som angiveligt solgte mundbind. Nu har politiet samlet en række gode råd, som kan hjælpe dig imod at blive snydt.

Politiet ser desværre, at der er svindlere, som forsøger at udnytte coronakrisen til at bedrage andre.

Det kan for eksempel være, at svindlerne prøver at lokke informationer ud af de mange, der arbejder hjemme, eller prøver at få folk til at købe falske services eller varer. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Sælger både ulovligt medicin og selvtests på nettet

Torsdag fik Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi blandt andet lukket to sider på nettet, hvor nogen havde forsøgt at misbruge en kendt virksomheds navn og havde givet sig ud for at sælge mundbind.

Tidligere er der set eksempler på, at WHO’s navn også er blevet misbrugt. Desuden er der uautoriserede forhandlere, der sælger ulovligt medicin og selvtests på nettet.

Læs også: COVID-19: Advarsel mod ulovlige forhandlere.

Politi: Tag den med ro og træk vejret, før du handler

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har samlet et par gode råd, som kan hjælpe dig imod at blive snydt.

Gode råd mod svindel:

  1. Hvis du bliver kontaktet pr. e-mail, er det en god ide at tjekke, om afsenderens mailadresse stemmer overens med den virksomhed, som han påstår at repræsentere. Det skal være helt præcist – vær opmærksom på bogstaver, der måske ser ens ud, men ikke er det. For eksempel kan et nul ligne et O. (info@politi.dk vs. info@p0liti.dk).
  2. Hvis du modtager en besked, hvor du bliver bedt om at klikke på et link, bør du først kontrollere, hvor linket leder dig hen. Det kan du se ved at føre musen over linket. Er du i tvivl, skal du IKKE klikke på linket.
  3. Giv aldrig personlige oplysninger ud. Tag ikke fotos af hverken sygesikringskort, kørekort, NemID eller lignende. Hvis du bliver bedt om at udlevere den form for oplysninger, er det sandsynligvis bedrageri.
  4. Lad dig ikke presse. Ofte skriver de kriminelle, at det haster, er vigtigt og at du vil blive udsat for bål og brand, hvis du ikke reagerer inden for kort tid. Tag den med ro og træk vejret, før du handler.
  5. Hvis det går galt, og du får givet dine kreditkortoplysninger, et brugernavn eller et password ud, kan du selv dæmme op for den værste skade, ved at få spærret dit kort i en fart og få skiftet dine passwords.
  6. Når du handler på nettet, skal du vælge sider, som du har tillid til. Kig efter e-mærket og tjek om virksomheden har en fysisk adresse og kan kontaktes pr. telefon. Er du i tvivl, så led et andet sted.
  7. Pas godt på dig selv på de sociale medier. Hvis en reklame eller et tilbud lyder for godt til at være sandt, er det det som regel også.
  8. Er du blevet snydt, skal du melde det til politiet. Det kan du gøre på www.politi.dk.

Læs også: Advarsel mod falske e-mails fra Sundhedsstyrelsen.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.