Efterlysning efter to eksplosioner på Mullerupvej

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – Politiet leder efter to mørkklædte mænd, der kørte væk fra Mullerupvej 11 i Mullerup (postdistrikt 4200 Slagelse) i en sølvgrå Peugeot 406, efter to håndgranater var blevet bragt til sprængning lørdag morgen.

Lørdag morgen kl. 05.56 blev politiet alarmeret om, at der ved en privat adresse var sket et par eksplosioner, og at en person var kommet til skade. Det oplyser Midt- og Vestsjællands Politi.

Der var tale om en ejendom på Mullerupvej 11 i postdistrikt 4200 Slagelse, hvilket er en landsby mellem Gørlev og Kirke Stillinge, der hører til Kalundborg Kommune.

Der var omfattende ødelæggelser efter de to eksplosioner

En ambulance kørte til stedet sammen med politiet, der traf en lettere kvæstet 46-årig mand fra postdistrikt 4200 Slagelse. Han blev kørt på skadestuen til behandling for kvæstelser i benene formentlig på grund af fragmenter fra eksplosionerne. Der var også en 33-årig kvinde fra Kalundborg Kommune på stedet, men hun var uskadt.

Det viste sig senere, at den 46-årige mand måske har rockerbanderelationer, og at han sættes i forbindelse med et økseoverfald på Ulstrupvej ved Gørlev i efteråret 2019 samt et drab på samme adresse for to år siden.

Læs mere: Sovende mand angrebet med håndgranat (Slagelse.News).

Der var omfattende ødelæggelser efter de to eksplosioner, som politiets efterforskere fik hjælp til at undersøge nærmere fra både kriminalteknikere, forsvarets sprængstofeksperter og sprængstofhundepatruljer.

Mullerupvej blev afspærret i forbindelse med politiets undersøgelser, hvorunder politiet fandt to ulovlige skydevåben med tilhørende ammunition på de forurettedes bopæl. Derfor blev både den tilskadekomne mand og kvinden anholdt og sigtet for ulovlig våbenbesiddelse.

Den tilskadekomne er varetægtsfængslet til den 27. oktober

Kvinden blev lørdag eftermiddag fremstillet sammen med manden in absentia i grundlovsforhør ved Retten i Roskilde som sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om ulovlig våbenbesiddelse.

Manden var fortsat under hospitalsbehandling og kunne derfor ikke møde op i retten, der bestemte, at kvinden skulle løslades, mens manden blev fængslet.

Efter afsluttet hospitalsbehandling lørdag blev den 46-årige mand anbragt i et arresthus, indtil han søndag var i stand til at møde op til et nyt grundlovsforhør i Retten i Roskilde.

Retsmødet, der blev behandlet for lukkede døre, endte med, at han blev varetægtsfængslet foreløbigt til den 27. oktober 2020 som sigtet for besiddelse af de to ulovlige skydevåben på sin bopæl.

Leder efter to mørkklædte mænd i en sølvgrå Peugeot 406

Efterforskningen i sagen, som politiet behandler som et forsøg på manddrab, gav indledningsvist politiet oplysninger om, at to mørkklædte mænd i en formentlig sølvgrå personbil af mærket Peugeot 406 var flygtet fra Mullerup kort efter, at to håndgranater var blevet bragt til sprængning ved den 46-åriges bopæl.

Midt- og Vestsjællands Politi vil gerne i kontakt med personer, der enten har gjort observationer i Mullerup-området meget tidligt lørdag morgen, eller som måske i dagene før angrebet på den 46-åriges bopæl har set fremmede køretøjer, herunder den efterlyste, formentlig sølvgrå Peugeot 406, i området.

Kontakt gerne politiet på telefon 1-1-4, hvis du ved eller har set noget.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.