Undgå fuglefodring om vinteren

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News ─ »At fodre vandfugle udgør en sundhedsrisiko, fordi der samles unaturligt mange ænder og svaner ved fodringsstederne, hvilket giver mulighed for at syge fugle kan smitte de raske med forskellige sygdomme.«

Mange mennesker vil gerne hjælpe vinterfuglene ved at fodre dem med brød, men de store fugleflokke kan være med til at sprede alvorlige sygdomme og forurene søer og åer. Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Uhygiejniske spisesteder spreder sygdom

Om vinteren er der mange, som fodrer vandfuglene i søer og åer for at hjælpe dem igennem kulden, hvor føden er begrænset. Dette er dog misforstået omsorg, da alt det brød og korn som smides ud både forurener vandet og medvirker til at sprede sygdomme.

Når vandfuglene fodres ved søer og gadekær, så sker det oftest ved de samme foderpladser igen og igen, da der typisk er få stedet hvor det er muligt for mennesker at komme til vandet.

Dette betyder, at mange forskellige vandfugle samles specifikke steder og træder rundt i den samme blanding af mudder, foder og afføring.

»At fodre vandfugle udgør en sundhedsrisiko, fordi der samles unaturligt mange ænder og svaner ved fodringsstederne, hvilket giver mulighed for at syge fugle kan smitte de raske med forskellige sygdomme,« siger Michael Carlsen, der biolog hos Dyrenes Beskyttelse, og fortsætter:

»Det svarer til at sidde i venteværelset ved lægen, der er bare mange vira og bakterier samlet på meget lidt plads.«

Foderet forurener vandet ved at gøde det

Udover at være en sygdomsspreder så forurener brød og korn også vandet. Både den føde, som passerer gennem fuglene og alle de rester, der ligger tilbage i vandet, når fuglene har spist, er med til at gøde og derved øge algedannelsen i vandet.

Jo flere alger der er i vandet, jo færre vandplanter vil der kunne gro. Dette er for eksempel et problem for knopsvaner.

Artiklen fortsætter under billedet.

(Foto: David Cardinez / Pixabay).

»Knopsvaner lever primært af vandplanter. Hvis der ikke er nogen planter i de vådområder de lever i, så flytter de typisk bare videre. På denne måde gør fuglefodringen det sværere for fuglene at overleve i de områder, hvor der fodres meget,« fortæller Michael Carlsen.

»I sidste ende kan man gøre mere skade end gavn for fuglene, selvom man blot vil hjælpe dem,« afslutter han.

Derfor er det vigtigt, ikke at fodre vandfuglene om vinteren. Fuglene skal nok finde den føde, som de har brug for, og hvis de ikke kan finde mad, så flytter de sig.

Øverst: Fodring kan være med til at sprede alvorlige sygdomme og foruene søer og åer. (Foto: Luidmila Kot / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.