Rent badevand ved rekordmange strande i landet

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Langt de fleste strande i Danmark, i alt 903, har den bedste vandkvalitet kaldet “excellent” i opgørelsen.

Der har aldrig været så mange danske strande med badevand i topklasse, viser årets badevandsrapport. Samtidig er der færre strande med dårligt badevand. Det skriver Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse.

903 strande i Danmark med den bedste vandkvalitet

I årets rapport er der kommet seks nye danske strande med den bedste vandkvalitet. Antallet af strande med bedste vandkvalitet er dermed oppe på 903. Samtidig der kun ni strande med dårlig badevandskvalitet – fem færre end sidste år.

Det viser den nye badevandsrapport fra det europæiske miljøagentur, der samler oplysninger om badestrande og badevandskvalitet i hele Europa.

I Slagelse Kommune er der 21 kommunale strande med meget forskellige udtryk. Fred og ro på en dejlig naturstrand eller sjov, leg og aktivitet sammen med mange andre? Find dem på: slagelse.dk.

»Vi er blevet bedre til at undgå bakterieforureninger af badevandet. Når kommunerne klimatilpasser byerne med for eksempel nedsivning af regnvand i grønne områder, så aflaster det kloakkerne, så de ikke løber over og forurener badevandet. Desuden har sidste års sommertørke også medvirket til færre overløb,« fortæller kontorchef Rasmus Moes fra Miljøstyrelsen.

Vurderingen af det danske badevand er baseret på 9.422 vandprøver i badesæsonen 2019 fordelt på i alt 1022 badevandsstationer.

Langt de fleste danske strande, i alt 903, har den bedste vandkvalitet kaldet “excellent” i opgørelsen. I den næstbedste gruppe, kaldet god er der 84 strande. Så følger gruppen med tilfredsstillende vandkvalitet, hvor der er 20 strande og endelig er der ni strande med dårlig badevandskvalitet.

Badevandets kvalitet er vurderet ud fra mængden af sundhedsskadelige bakterier, som kan skyldes overløb fra kloakker eller for eksempel en fuglekoloni i nærheden af badeområdet.

Danmark rykker en plads op på EU-ranglisten over strande

Danmark rykker én plads op i konkurrencen med andre EU-lande, om at have det bedste badevand.

Danmark ligger nu på en samlet tiendeplads målt på strande med det bedste badevand blandt i alt 29 lande bestående af EU-landene plus Albanien og Schweiz.

Og blandt de 10 lande har Danmark suverænt flest top-strande at byde på, nemlig 903. Cypern, Østrig Malta og der indtager de tre første pladser på ranglisten har til sammen kun målt badevandskvalitet på i alt 461 strande.

Øverst: Jo mere blåt, jo mere rent. (Grafik: European Environment Information and Observation Network). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.