Elever i 4.-7. klasse skal lære at spise græskar

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – I uge 43-45 skal 150.000 elever i 4.-7. klasse i hele landet lære at spise græskar. Adskillige skoler i Slagelse Kommune har tilmeldt sig GoCook Smagekassen med grønne og orange hokkaido-græskar.

Græskar skal nu på menuen hos 150.000 elever, når i alt 6.500 4.-7. klasser går i gang med Danmarks største madprojekt. Mange skoler i Slagelse Kommune har tilmeldt sig, herunder skoler i Slagelse By, Korsør og Skælskør med flere.

Formålet er, at de skal blive en del af den første generation, der er bedre til at lave mad end generationen før dem.

Prøver kræfter med spicy græskarsuppe og græskarboller

Grønne og orange hokkaido-græskar er hovedingredienserne i GoCook Smagekassen, som Coop uddeler til 150.000 skolebørn, sammen med omfattende undervisningsmateriale.

I ugerne 43-45 skal elever i hele Danmark altså prøve kræfter med både spicy græskarsuppe, risotto og græskarboller.

Græskar er blevet populære i takt med, at vi har taget halloween til os, men hokkaido og andre spisegræskar kommer ikke særligt tit på tallerkenen. Det er nemlig kun hver tiende af os, som spiser græskar jævnligt.

Derfor skal skolebørn nu lære at bruge græskarret til lækre retter, når Coops smagekasser henover efteråret bliver delt ud på fire ud af fem danske skoler, som har tilmeldt sig.

Græskar er oplagt som den nye grøntsag i børnefamilier

»Børnefamilier mangler idéer til, hvordan de får nye grøntsager på bordet. Børnene kender græskar som lygter til halloween og de elsker søde og farverige grøntsager. Så græskar er et oplagt sted at starte med en ny grøntsag her i efteråret,« siger projektchef Bente Svane Nielsen, Go Cook.

Kokken Gorm Wisweh er ambassadør for GoCook og har været foran kameraet i flere film til årets smagekasse.

»Græskar smager fantastisk sammen med surt og stærkt såsom citron og chili. Det gode ved GoCook er dog, at der ikke er nogle løftede pegefingre. Vi giver børnene smagsprøver på græskar, og så må børnene tage den derfra sammen med deres familier,« siger Gorm Wisweh.

GoCook er Coops madprojekt for børn og unge

Coops madprojekt for børn og unge, GoCook, har en mission om at skabe den første generation, der er bedre til at lave mad end deres forældre.

Et af GoCooks største projekter er GoCook Smagekassen, hvor næsten 6.500 skoleklasser fordelt på 80 procent af alle grundskoler i hele landet modtager en kasse fyldt med råvarer og undervisningsmaterialer.

Se kort med de deltagende skoler: skolekontakten.dk.


Genrefoto: Pexels / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.