AstraZeneca anbefales nu til alle over 18 år

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – AstraZeneca anbefales nu til alle over 18 år, herunder borgere over 65 år. Revaccination planlægges mellem 4. og 12. uge.

Vaccinen mod COVID-19 fra AstraZeneca anbefales nu til alle over 18 år – også til borgere over 65 år.

Desuden kan 2. stik fremover planlægges mellem 4. og 12. uge. Det giver mulighed for at sætte flere i gang med deres vaccinationsforløb. Det skriver Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Storbritannien har brugt vaccine fra AstraZeneca i længst tid

Sundhedsstyrelsen har hidtil anbefalet, at vaccinen mod COVID-19 fra AstraZeneca fortrinsvis blev prioriteret til personer under 65 år. Det skete ud fra overvejelser om det begrænsede datagrundlag i godkendelsesstudierne i personer over 65 år.

For nylig blev der offentliggjort resultater fra et stort studie af udrulningen af vacciner mod COVID-19 i Skotland. Overordnet viser studiet, at der er en markant mindre risiko for et alvorligt forløb med COVID-19 blandt de vaccinerede sammenlignet med ikke-vaccinerede.

Effekten opnås allerede 28-34 dage efter 1. stik, og effekten gælder på tværs af aldersgrupper. I Skotland er de ældre fortrinsvis blevet vaccineret med COVID-19-vaccinen fra AstraZeneca, og effekten blandt gruppen på 80 år og derover skyldes derfor primært vaccinen fra AstraZeneca.

Storbritannien er det land i verden, der har brugt vaccinen mod COVID-19 fra AstraZeneca i længst tid. Det er derfor også på baggrund af deres erfaringer, at vi nu kan udbygge vores viden om vaccinen.

»Resultaterne fra Skotland er glædelige. De viser et stort fald i risiko for indlæggelseskrævende COVID-19, også blandt ældre,« fortæller enhedschef i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg og fortsætter:

»Det kunne vi også se en tendens til ud fra de begrænsede data, vi havde fra godkendelsesstudierne af vaccinen. Og det bliver nu bekræftet i stor skala og selv under vilkår, der ikke er underlagt samme kontrol, som i godkendelsesstudierne.«

AstraZeneca og Pfizer/BioNTech har sammenlignelig effekt

Data viser, at de godkendte vacciner fra AstraZeneca og Pfizer/BioNTech begge har veldokumenteret og sammenlignelig effekt målt på nedsat risiko for indlæggelseskrævende COVID-19.

Vaccinen mod COVID-19 fra AstraZeneca er godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur uden en øvre aldersgrænse. Derudover har WHO anbefalet, at vaccinen bruges til alle aldersgrupper over 18 år.

På den baggrund og støttet fra erfaringerne fra Skotland er det Sundhedsstyrelsens anbefaling, at vaccinen mod COVID-19 fra AstraZeneca nu anbefales til alle aldersgrupper over 18 år.

Revaccination efter 4 uger og senest 12 uger efter 1. stik

Det godkendte interval for 2. vaccination med AstraZeneca er på 4-12 uger og vaccinens overordnede effekt forventes at være ens, uanset hvornår man får sit 2. stik, så længe det sker inden for intervallet.

Med baggrund i den praktiske udrulning af vaccinationsprogrammet har Sundhedsstyrelsen indtil nu anbefalet revaccination efter 4 uger eller snarest derefter og senest 12 uger efter 1. stik.

For at få mulighed for at vaccinere flere 1. gang vil Sundhedsstyrelsen fremover tilrettelægge tilbuddet således, at 2. stik kan planlægges i hele 4-12 ugers intervallet.

»En tilrettelæggelse af vaccinationsintervallet for 2. stik mellem 4. til 12. uge er fortsat inden for det, der bliver beskrevet i godkendelsesgrundlaget,« siger Bolette Søborg og fortsætter:

»Samtidig vil det frigøre vacciner fra de begrænsede sendinger vi får, så flere kan modtage 1. stik hurtigere. Dermed når vi hurtigere immunitet i befolkningen, og vores forventning er også, at det vil føre til bedre epidemikontrol,«.

Sundhedsstyrelsen følger løbende dokumentationen for effekten af vaccinerne mod COVID-19 for at kunne tilpasse det danske vaccinationstilbud mod COVID-19, sådan at alvorlig sygdom og død som følge af COVID-19 bedst muligt forebygges.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Irina Shatilova / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.