Regeringen offentliggør en esportsstrategi

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Esporten har vokset sig stor i Danmark og resten af verden. En esportsstrategi skal understøtte esporten og samle esportsaktører om en fælles indsats med fokus på sunde miljøer og fællesskaber.

Regeringen offentliggør i dag en esportsstrategi, som skal understøtte esportens udbredelse og tage initiativ til at samle esportsaktører om en fælles indsats.

Regeringen nedsætter samtidig et esportspanel, som skal se på de udfordringer og muligheder, der er inden for esport. Det skriver Kulturministeriet i en pressemeddelelse.

Sunde og trygge rammer med fokus på fællesskab

Esporten har på få år vokset sig stor i Danmark og i resten af verden. I takt med det følger en række muligheder og udfordringer.

Esport er en sammentrækning af ordene elektronisk og sport og dækker over organiseret dyrkelse af computer- eller konsolspil som konkurrenceform, med turneringer, tilskuere, præmier og rangering af spillere.

Derfor kommer regeringen i dag med en esportsstrategi, som for første gang skal understøtte esportens udbredelse og tage initiativ til at samle esportsaktører om en fælles indsats – med fokus på sunde miljøer og fællesskaber og som drivkraft for vækst.

»Vi skal sikre gode rammer for esporten. Esporten er i rivende sportslig og økonomisk udvikling, hvor ikke mindst danske esportsudøvere er i verdenseliten,« siger kulturminister Mette Bock (LA) og fortsætter:

»Bagsiden af medaljen viser dog, at store grupper af især unge drenge har ændrede fritidsvaner og mønstre for socialt samvær. Det åbner muligheder, men vækker også bekymring, ikke mindst blandt mange forældre. Det skal det kommende esportspanel også adressere.«

Læs også: Slagelse Stadion får et E-sportscenter.

Strategien peger på, at esport og gaming generelt har medført store ændringer i de unges fritidsvaner. Det er et af de områder, som panelet skal arbejde videre på i samarbejde med idrætsforeningerne, og som kan være med til at skabe sunde og trygge rammer for esporten med fokus på fællesskab og fysisk aktivitet.

Muligheder for vækst, iværksætteri og beskæftigelse

Esporten skaber nye muligheder for vækst, iværksætteri og beskæftigelse. Væksten er i høj grad drevet af sponsorater til professionelle hold og øget salg af reklame, esportsudstyr, merchandise, eksklusivt indhold og billetsalg til store esportsevents.

Læs esportsstrategien på: kum.dk (pdf).

Esporten har udviklet sig til et globalt væksterhverv, hvor markedet er vokset fra en omsætning på verdensplan på 3,3 milliarder kroner i 2016 til 5,5 milliarder kroner i 2018. Internationalt skønnes markedet at runde 10 milliarder kroner om få år.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Gorodenkoff / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.