Store haveløse villaer skal trække borgere til Slagelse

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Slagelse Kommune ønsker at tiltrække vellønnede borgere, som vil have et stort hus, men som ikke gider havearbejde.

Slagelse Kommune vil tiltrække borgere, som gerne vil have et stort hus, men ikke gider besværet med den store have.

Derfor har kommunen udbudt byggegrunden Bakketoften til salg, hvor der er plads til op til 22 af den slags villaer. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Mærker en større efterspørgsel efter store boliger

Fjerde etape af Slagelse Kommunes bæredygtige bydel Tidselbjerget bliver nu sat til salg. Byggegrunden Bakketoften åbner mulighed for, at en investor kan bygge op til 22 såkaldte store sokkelvillaer på den 20.000 m2 store grund.

Det vil sige store villaer, men uden den store have, som næsten altid følger med villaer af den størrelse. Forventningen er, at det kan være med til at tiltrække vellønnede borgere med brug for plads.

Kommunen oplever, at der er stor interesse fra investorer for at investere i boliger. Det skyldes blandt andet, at de høje boligpriser i København øger efterspørgslen for boliger i pendlerafstand fra København. Det har øget interessen for at investere i Slagelse.

»Slagelse er Vestsjællands hovedstad, og vi mærker, at der er en større efterspørgsel efter boliger. Vi har dog endnu ikke boliger, som henvender sig til mennesker, der har brug for en stor bolig, men har for travlt på jobbet til at have tid til haven,« siger borgmester John Dyrby Paulsen (S).

Boligerne kommer til at ligge i en grøn fælleslund

Lokalplanen giver mulighed for, at en potentiel investor kan bygge de nye sokkelvillaer på op til 450 m2, hvilket også giver mulighed for at etablere flergenerationsboliger, hvor børn, bedsteforældre og børnebørn bor under samme tag.

I stedet for, at de nye villaer kommer til at ligge i hver deres lille have med hæk rundt om, så er det visionen, at de nye boliger kommer til at ligge i en grøn lund, som ejerne deler med naboen.

Her vil der være mulighed for at etablere nyttehaver, legeplads og bænke, hvor man kan nyde solen, hvis der er interesse for det.

Boligerne bliver en del af den nye bæredygtige bydel Tidselbjerget, som er ved at rejse sig i den nordlige del af Slagelse By – tæt på både natur og motorvej. Tidselbjerget forventes at komme til at bestå af 500 boliger, hvoraf de 200 allerede er bygget og taget i brug.

»Vi har et rigt butiks- og kulturtilbud, som jeg tror mange i den her målgruppe vil finde tillokkende. Her kan de få det store hus uden alt besværet, men tæt på byens puls og naturens ro. Alt sammen til en meget lavere pris en i København,« siger Jørgen Grüner (SF), der er formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.