Slagelse.News – Slagelse Svømmehal fejrer 50 år den 24. maj 2025, hvor der vil være aktiviteter såsom aquafitness, saunagus, vandpolo, konkurrencer og svømmelege for hele familien.
Den 24. maj 2025 åbner Slagelse Svømmehal dørene til én stor svømmefest, når hallen fejrer sit 50-årsjubilæum med en aktiv familiedag spækket med sjove og sanselige oplevelser – for både store og små vandhunde. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Svømmehal fejrer 50-årsjubilæum den 24. maj med en stor familiedag fyldt med aktiviteter som vandpolo, saunagus og svømmelege. Entréen koster symbolsk 5 kroner, ligesom i 1975. Dagen markerer svømmehallens rolle som samlingspunkt for fællesskab og sundhed i kommunen. Højdepunktet bliver SVØM Danmarks overrækkelse af Ragnhildprisen til instruktør Stig Ørberg. Slagelse Svømmeklub deltager med særlige hold, og alle er velkomne til at fejre med – både i og uden for bassinet. Hele programmet kan ses på svømmehallens hjemmeside.
Fællesskab, foreningsliv og sundhed hånd i hånd
For 50 år siden, da Slagelse Svømmehal for første gang slog dørene op, kostede en billet kun 5 kroner. Det gør den også den 24. maj 2025, når Slagelse Svømmehal kan fejre sit 50-års jubilæum med en festlig dag fyldt med aktiviteter og oplevelser såsom aquafitness, saunagus, vandpolo, konkurrencer og svømmelege for hele familien.
»Det er en stor glæde at fejre en svømmehal, der i fem årtier har dannet ramme om både leg, læring og livskvalitet. Her går fællesskab, foreningsliv og sundhed hånd i hånd, og det ser vi frem til at fejre sammen med alle, som kommer forbi svømmehallen den dag,« siger 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritid- og Turismeudvalget.
Svømmehallen er samlingssted for hele kommunen
Dagen vil også give mulighed for at prøve kampsvømning på en militær svømmeforhindringsbane, tovklatring på 5-metervippen og åben vandpolo for alle nysgerrige. En særlig begivenhed på dagen vil også være SVØM Danmarks overrækkelse af Ragnhildprisen til svømmeinstruktør Stig Ørberg fra Svøm Slagelse Korsør, der har været en del af svømmehallens liv i hele dens 50-årige historie.
»Slagelse Svømmehal er meget mere end blot vand og svømning – det er et samlingssted for hele kommunen. Her mødes generationer på tværs, og det er netop dét fællesskab og den livsglæde, vi vil være med til at fejre på jubilæumsdagen,« siger byrådsmedlem Nicki Ottevig (V), som er næstformand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget.
Slagelse Svømmeklub hjælper med fejringen og stiller med særlige hold for børn og familier. Hele dagen vil der være konkurrencer, quizzer og lodtrækninger. Alle bassiner er åbne, og både nye og nuværende brugere af svømmehallen er velkomne. Se hele programmet for dagen på https://svoemmehal.slagelse.dk/da/det-sker/jubilaeum/.
Øverst: Slagelse Svømmehal. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.