Slagelse banegård skoddet til med 4.909 cigaretter

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – I påsken tog Jeanette og hendes to børn på Slagelse Station for at samle cigaretskodder. De fik indsamlet 4.909 skodder, selvom der er beholdere og skraldespande på stationen.

Påskedag tog Jeanette Kjærgaard Christiansen og hendes to børn Inanna og Alexander en tur på Slagelse Station for at samle cigaretskodder og plastik på Slagelse Station. Det blev til hele 4.909 cigaretskodder og en pose plastik.

Skodder på stationen, ved stoppestederne og foran 7-Eleven

»Inanna på 6 år ville gerne hjælpe Motor Mille og Ramasjang med at samle plastik i naturen. Vi tog derfor til Slagelse Station for at fjerne nogle af alle de cigaretskodder, som der desværre ligger på hele stationen. Alexander (storebror), Inanna og jeg brugte tre timer, hvor vi ordnede foran 7/11 hen forbi busstoppestedet 430R til og med 480R. Vi fik samlet 4.909 cigaretskodder + en pose fyldt med forskellige former for plastik,« skriver Jeanette Kjærgaard Christiansen.

Cigaretskod udgør antalsmæssigt uden tvivl den største del af det affald, der samles op fra gader og veje. Skodder er også den allermest udbredte form for affald, der kan findes i bymidter, vandområder, rekreative områder og langs veje. (Kilde: Cancer.dk).

Stationens beholdere til skodder bliver desværre ikke brugt

Jeanette Kjærgaard Christiansen undrer sig over, at fok bare smider skodderne på jorden.

»Der er opsat flere beholder til skodderne rundt omkring på stationen, men de bliver desværre ikke brugt,« siger Jeanette Kjærgaard Christiansen til Slagelse.News og fortsætter:

»Jeg håber, at både dem der er ansvarlig for Slagelse Station, Slagelse Kommune og alle der kommer på station vil gøre noget ved problemet, da vi har alle et ansvar! Der havner hvert år milliarder af cigaretskodder i vores natur, hvilket betyder, at de kommer på førstepladsen, når der laves en liste over, hvad der havner i vores smukke natur.«

De svært nedbrydelige cigaretfiltre kan være en kilde til mikroplast, og der er bekymring for, at tungmetaller og andre skadelige stoffer fra skodder ophobes i naturen og spredes til jord, vandløb og havet. (Kilde: Cancer.dk).

Jeanette Kjærgaard Christiansen forklarer, at cigaretskodder ikke forsvinder så hurtigt i naturen, som mange tror. Det indeholder små fibre af celluloseacetat, der er et semisyntetisk materiale, hvor alle de kemiske stoffer havner i naturen, når cigaretfiltret bliver nedbrudt.

»Et cigaretfilter er 1-5 år om at blive nedbrudt. Man kender ikke helt konsekvenserne endnu for hverken mennesker ellers dyr, men plastik bliver ikke nedbrudt biologisk, og det kan have fysisk og kemisk effekt på dyrene,« fastslår hun og fortsætter:

»Det gælder om, at vi alle tager ansvar, rydder op efter os selv og vores nærmeste. Vi slet har ikke råd til at lade være.«

Læs også på: Cancer.dk.

Øverst: Inanna på 6 år. (Privatfoto: Jeanette Kjærgaard Christiansen). RK.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.