Sct. Mikkels starter børnekor, aspirantkor og ungdomskor

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 5 måneder siden.

Slagelse.News – Det er gratis at gå til kor i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse by, hvor de tre kor øver alle torsdage i skoleåret.

Sct. Mikkels Kirke har nu oprettet hele tre nye tilbud til alle børn og unge, der har lyst til at synge og lære om musik sammen med andre i samme aldersgruppe. Det oplyser bykirken i en pressemeddelelse.

Børn og unge lærer alt fra noder til avanceret kormusik

»Vi har oprettet et Børnekor for de 7-10-årige, hvor vi skal lære at synge, lære en lille smule om noder og ellers hygge os med musik,« siger organist Martin Legène Jensen og fortsætter:

»Vi har et Aspirantkor for de af de 10-11-årige, som gerne vil prøve kræfter med noget mere og gerne senere vil fortsætte i Ungdomskoret.«

»Så har vi endelig Ungdomskoret for alle 12-18-årige, der kan bestå en simpel optagelsesprøve og har stor lyst til at synge mere avanceret kormusik og har lyst til at lære mere om nodelæsning, sang fra bladet og musikteori,« afslutter han.

Det er gratis at gå til kor i Sct. Mikkels Kirke i Slagelse

Det er gratis at gå til kor i Sct. Mikkels, og de tre kor øver alle torsdage i skoleåret fraregnet skolernes ferieperioder. Dog forventer organisten et trofast fremmøde til korprøver, aftalte gudstjenester og koncerter.

Prøverne foregår i Sct. Mikkels Kirkes lokaler under ledelse af organist Martin Legène Jensen. Børnekoret øver kl. 15-16, Aspirantkoret øver kl. 15-16:30, og Ungdomskoret øver kl. 16-17:30.

Første gang er torsdag den 11. november 2021 – tilmelding pr. mail til organisten (se www.sctmikkels.dk for kontaktinformation).

Ved Sct. Mikkels Kirke har vi tre kor for børn og unge: 1. Børnekoret er for børn i alderen 7-10 år med lyst til at…

Slået op af Sct. Mikkels KirkeOnsdag den 27. oktober 2021

Øverst: Pressefoto. (Foto: Rune Nordenlund, Center for Miljø, Plan og Teknik, Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.