Emma og Frederik skal til fest på slottet

Artiklen er opdateret for 8 måneder siden.

Slagelse.News – 124 unge på 18 år havde sendt en ansøgning til Slagelse Kommune om, at de gerne ville deltage ved H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdagsfest.

Emma fra Skælskør og Frederik fra Slagelse, var de heldige, da borgmester Knud Vincents (V) trak de to deltagere, der skal repræsentere Slagelse Kommune ved H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag, søndag den 15. oktober på Christiansborg Slot. Det oplyser kommunen i en meddelelse.

300 deltagere til H.K.H. Prins Christians fødselsdag

De to heldige udtrukne deltagere, Emma Agersø Nielsen og Frederik Aggergaard Sørensen, har onsdag den 13. september modtaget en mail om, at de skal til fest.

Slagelse Kommune videresender kontaktinfo på de to lokale deltagere til Kongehuset. Herefter vil Emma og Frederik modtage en officiel invitation fra Kongehuset med yderligere praktiske oplysninger om mødetidspunkt, påklædning, mulig transport og andet relevant for arrangementet.

Der forventes omkring 300 deltagere til H.K.H. Prins Christians fødselsdagsfest – hvor de 200 er andre unge 18-årige (to fra hver af Danmarks 98 kommuner), unge kultur og eliteidrætsudøvere samt royale – samt pressen.

I alt havde 124 unge 18-årige sendt en kort “ansøgning” frem til Slagelse Kommune om, at de gerne ville deltage ved prinsens fødselsdagsfest.

Læs også: Få en plads til Prins Christians fødselsdag.

Øverst: På billedet ses borgmester Knud Vincents og afdelingsleder af Byråds- og Direktionssekretariatet Mette Bjarnt, da de to fødselsdagsdeltagere blev fundet. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/4c6f