Ung mand afgået ved døden efter indtagelse af ukendt stof

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – En 16-årig er død, efter han angiveligt havde indtaget MDMA. Politiet advarer mod farlige stoffer i Dianalund- og Sorø-området. Disse kan også være i omløb i Slagelse Kommune.

Sydsjællands og Lolland-Falster Politi modtog i nat en anmeldelse fra Dianalund, hvor en 16-årig ung mand var ukontaktbar efter indtagelse af et ukendt stof tidligere på natten.

Den 16-årige blev fløjet til rigshospitalet, hvor han kl. 01.46 blev erklæret død.

Politiet efterforsker sagen som mistænkeligt dødsfald og har sat ind med en omfattende efterforskning i anledning af den tragiske sag.

Farlige stoffer i omløb i Dianalund- og Sorø-området

Politiet advarer i den forbindelse om muligheden for, at der kan være farlige stoffer i omløb i Dianalund- og Sorø-området.

Politiet vil være tilstede ved Dianalund Centret i formiddag med Politibussen fra kl. 10 til 13, hvor vi vil stå til rådighed for spørgsmål og vejledning i forbindelse med den ulykkelige sag. Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Far til andre forældre: Tal med jeres unge mennesker

Faderen skriver på Facebook, at der er tale om MDMA, men det er ikke bekræftet af politiet. Det skriver TV ØST. Han opfordrer samtidig til, at forældre taler med deres børn om de farlige stoffer.

»Jeg er knust og håber virkelig, I vil tage dette alvorligt, inden byen bliver ramt af endnu en tragedie. Tal med jeres unge mennesker.«

Læs videre: Mand sigtet for at efterlade 16-årig i hjælpeløs tilstand.


Genrefoto: Adam Ciesielski / Freeimages.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.