Retningslinjer for besøg hos frisøren

(Artiklen er udgivet for omkring 3 år siden). 

Artiklen er opdateret for 3 år siden.

Zand.News – Kunder, besøgende og lignende skal fremvise et coronapas i form af enten en negativ COVID-19-test, en positiv COVID-19-test, der er mindst 14 og højst 12 uger gammel, eller et gennemført COVID-19-vaccinationsforløb.

Efter påske kan frisører og andre liberale erhverv genåbne for kunder. Erhvervsministeriet har derfor netop sendt retningslinjer ud for at sikre trygge rammer for både kunder og erhvervsdrivende. Det skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Rammeaftale om genåbning fra på tirsdag

I takt med at flere og flere danskere bliver vaccineret mod corona-virus har et bredt, politisk flertal besluttet at genåbne Danmark gradvist og kontrolleret. De liberale erhverv må ifølge rammeaftalen om genåbning fra tirsdag den 6. april.

På baggrund af Epidemikommissionens rådgivende vurdering er genåbningen af liberale erhverv dog udskudt i Ishøj, Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe foreløbigt til og med den 11. april 2021.

I forbindelse med genåbningen er der netop sendt retningslinjerne ud for, hvordan genåbningen skal foregå i praksis for at mindske smittespredningen.

Et væsentligt element i retningslinjerne er, at der indføres krav om coronapas, da dette er en forudsætning for, at de liberale serviceerhverv kan genåbne.

Desuden fastsættes arealkravet særligt for de liberale serviceerhverv til 4 kvadratmeter pr. kunde og 2 kvadratmeter, hvis kunderne sidder eller ligger ned. Det vurderes sundhedsmæssigt forsvarligt.

»Jeg er glad for, at vi kan tage endnu et skridt i retning mod en mere normal hverdag. Vi er mange, der har glædet os til at få klippet håret eller få masseret skuldrene efter et hårdt år med corona. Og jeg er helt sikker på, at der er mange erhvervsdrivende, der har glædet sig til at komme tilbage på arbejde og se deres kunder i øjnene igen. Derfor er jeg også glad for den konstruktive dialog, der har været med sektoren ift. genåbningen og retningslinjerne,« siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

Coronapas på baggrund af test eller vaccination

Kunder, besøgende og lignende skal kunne fremvise et coronapas til personalet i form af enten en negativ COVID-19-test, der er maksimalt 72 timer gammel, en positiv COVID-19-test, der er mindst 14 dage gammel og højst 12 uger gammel, eller et gennemført vaccinationsforløb med COVID-19.

Læs mere om corona-passet på: coronasmitte.dk (pdf).

For ubemandede solarier gælder kravet om coronapas dog ikke. Her gælder til gengæld en række skærpede anbefalinger i retningslinjerne.

Det er endvidere anbefalingen, at personalet hos de liberale erhverv bliver testet mindst en gang om ugen.

Arbejdstilsynet vil understøtte den fortsatte genåbning med vejledende informationsmateriale, ligesom der i takt med genåbningen vil ske en løbende tilpasning af Arbejdstilsynets udgående tilsynsaktivitet.

Retningslinjerne er udarbejdet efter dialog mellem Erhvervsministeriet, Sundhedsministeriet, Sundhedsstyrelsen, Justitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Arbejdstilsynet, samt erhvervslivets og arbejdsmarkedets parter.

Arbejdstilsynet og Sundhedsstyrelsen vil løbende vejlede og kommunikere om retningslinjerne.

Øverst: Genrefoto. (Foto: Andreonegin / iStock). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.