Far og datter fra Roskilde stadig efterlyst

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Zand.News – En 32-årig mand og hans 8-årige datter er fortsat forsvundet efter et samvær lørdag den 4. december 2021 i Roskilde.

En 32-årig mand og hans 8-årige datter har begge været forsvundet siden et samvær lørdag den 4. december 2021 i Roskilde. Trods intensiv eftersøgning er hverken far eller datter dukket op, hvorfor efterlysningen af dem igen bringes. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

32-årig og 8-årig datter væk efter samvær

Midt- og Vestsjællands Politi har siden søndag den 5. december 2021 bedt om offentlighedens hjælp til at finde en 32-årig, dansk mand og hans 8-årige datter, som han forsvandt sammen med i forbindelse med aftalt samvær i Roskilde.

Politiet har i den forgangne tid modtaget cirka 20 henvendelser om de efterlyste, men selv om politiet har vurderet og undersøgt alle henvendelser, er resultatet indtil videre, at de efterlyste personer ikke er blevet fundet.

Sidst set på hovedbiblioteket i Roskilde

Far og datter blev sidst set i området ved hovedbiblioteket på Dronning Margrethes Vej 14 i Roskilde lørdag den 4. december 2021 i forbindelse med det overvågede samvær, inden de i fællesskab forlod området.

Den 32-årige far er mistænkt for unddragelse af forældremyndigheden, idet datteren ikke er blevet afleveret efter samværet som aftalt til moderen, der har den fulde forældremyndighed over barnet.

Forsøget på at finde de efterlyste har involveret gennemgang af diverse overvågningsmateriale på ruten væk fra hovedbiblioteket, hvor faren optræder i det tøj, han havde på, inden han forsvandt.

Filmet på Algade/Jernbanegade i Roskilde

Efterfølgende kan de efterlyste ses på overvågningen omkring kl. 11.09 fra Algade/Jernbanegade i Roskilde, ved forretningen Emmerys, som de passerede den pågældende lørdag formiddag.

Den stationcar, som faren har rådighed over, er heller ikke blevet fundet og er også fortsat efterlyst af politiet.

Midt- og Vestsjællands Politi ønsker derfor stadig at komme i kontakt med personer, der har set far og datter sammen et eller andet sted i Danmark eller ved, hvor de nu opholder sig.

Oplysninger bedes straks givet til Midt- og Vestsjællands Politi på telefon 4635 1448 eller via nærmeste politi på telefon 1-1-4.

Signalementer og beskrivelse af efterlyst far

Faderen hedder Mathias og beskrives som: mand, lys i huden, 32 år, 197 centimeter høj, almindelig af bygning, tæt bygget, mørkt fuldskæg og langt mørkt hår i hestehale, som måske er samlet i en knold i nakken.

Han har forskellige tatoveringer på oversiden af den ene underarm:

Den pågældende lørdag var han iført blå jakke med vandret, sort stribe foran, sorte arbejdsbukser og sorte sko.

Han har rådighed over en mørkeblå eller sort/mørk Ford Mondeo-stationcar, hvor sideruderne og bagruden er mørktonede. Bilen er registreret med nummerpladen BA15406.

Signalementer og beskrivelse af efterlyst datter

Den 8-årige datter hedder Malua og beskrives som: pige, lys i huden, 8 år, cirka 140 centimeter høj, almindelig af bygning og langt lyst hår.

Hun var iført en rød nissehue, mørkerød juletrøje med snefnug og julehjerter, blå jeans, lys jule-nederdel, mørke vinterstøvler med lilla snørebånd og en lyseblå jakke med Elsa/Anna (Frost-motiver). Hun medbragte en lyserød kaninbamse med grøn striktrøje.

Øverst: Efterlysning. (Foto: Midt- og Vestsjællands Politi). PM/lala.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.