Travlhed på Storebæltsbroen i julen

(Artiklen er udgivet for omkring 2 år siden). 

Artiklen er opdateret for 2 år siden.

Korsor.News – Storebæltsbroen forventer mest juletrafik den 23. december mellem kl. 10 og kl. 17 og den 24. december mellem kl. 10 til kl. 14.

Årets julehøjtid forventes at skabe travlhed i Storebælts betalingsanlæg, når tusindvis af trafikanter krydser broen i juledagene. Det skriver Sund & Bælt i en pressemeddelelse.

Undgå ventetid i betalingsanlægget

Selvom trafikken fortsat kan påvirkes af corona, forventes juledagene at være præget af ekstra trafik. Her ventes flest at køre gennem betalingsanlægget på vej til julehøjtiden den 23. december mellem kl. 10 og kl. 17 og den 24. december, hvor trafikken vil toppe i timerne fra kl. 10 til kl. 14.

Turen hjem efter jul vil for de flestes vedkommen være den 26. december, hvor de travleste hjemrejsetimer ventes at blive mellem kl. 10 og kl. 17.

For at undgå ekstra ventetid i betalingsanlægget er det en god ide at betale automatisk med bizz eller nummerplade i de grønne Ekspresbaner, hvor det er muligt at passere med 50 km/t.

Sidste chance for at få en Bizz inden jul

Det er ved at være sidste chance for at få en Bizz inden jul, men det er stadig muligt at oprette en nummerpladeaftale inden juleferien.

»Det tager kun 5 minutter at undgå trængsel, og man sparer minimum 50 kroner pr. tur. Så er der til en ekstra mandelgave,« siger Jens Kjær Nielsen, der er chef for betalingsanlægget, og fortsætter:

»Det er dog vigtigt at være godt forberedt på turen hjemmefra. Tjek altid, at betalingskortet er opdateret. Så er man sikker på, bizz eller nummerplade virker, når man kommer til betalingsanlægget.«

Der er selvbetjening i betalingsanlæggets kort- og kontantbaner, hvor der i timerne med mest trafik kan være ekstra ventetid.

Gode råd før turen går hjem til jul:

  • Har du fået nyt betalingskort? Så husk at opdatere det. Ellers risikerer du, at bommen ikke går op. Opdater eller tjek dine oplysninger på brobizz.com.
  • Har du ikke en bizz, kan du stadig nå at oprette en nummerpladeaftale og spare minimum 50 kroner på turen over Storebælt. Aftalen kan bruges efter 20 minutter. Opret på brobizz.com.
  • Betaler du via nummerpladen, så husk at rengøre den, inden du kører. Specielt i vådt føre eller snevejr kan det være problematisk at aflæse nummerpladen i betalingsanlægget.

Du kan holde dig opdateret om trafik og vejr på broen via trafikmeldinger på Storebaelt.dk og Storebælts Facebook-side eller tilmeld dig broens SMS-tjeneste ved at skrive “BRO INFO” til 1231.

Øverst: Storebæltsbroen. (Foto: Sund & Bælt). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.