Guide til at blive en helt almindelig dansker

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Siov.News – Danmarks Statistik har regnet på, hvordan den gennemsnitlige dansker er. Dermed kan du se, om du er helt almindelig, eller du kan se, hvordan du kan blive mere almindelig.

Danmarks Statistik har kigget på tallene for en gennemsnitsdansker, og det kan hjælpe dig, hvis du vil være så almindelig og gennemsnitlig som mulig.

Først skal du skifte navn til Anne eller Peter

Først og fremmeste skal du skifte navn til Anne Nielsen, hvis du er en kvinde, og Peter Nielsen, hvis du er en mand.

Den mest almindelige alder (eller rettere gennemsnitsalderen) er 41,5 år, eller mere præcist 42,3 år for kvinder og 40,6 år for mænd. Det er altså nemmere at blive helt almindelig, hvis du ikke har passeret den alder.

Jeres 1,75 børn skal hedde Ida og William

Faktisk er det kun 46,4 procent af danskerne, som er gift, og derfor er det ikke mest almindeligt at være gift, men det kan være, fordi den gennemsnitlige ægteskabsvarighed ved skilsmisse er 12,6 år.

I øvrigt er kvinder i gennemsnit 32,4 år, når de bliver gift første gang, mens mænd er 34,9 år. Gennemsnitsalderen for en brud og en brudgom er en smule højere, nemlig 36,0 år for bruden og 38,8 for brudgommen. De fleste skilsmisser sker, når folk er mellem 40 og 49 år.

Du kan med andre ord være ret almindelig, selvom du er gift, når du når den mest almindelige alder på 41,5 år.

Kvinder føder gennemsnit deres første barn, når de er 29,2 år, og det er ret almindeligt at få 1,75 børn. Pigen skal hedde Ida, og drengen skal hedde William. Hvis I har et almindeligt efternavn, så bliver det måske Ida Nielsen og William Nielsen.

Ferie i Spanien og mange ture til lægen

Jeres almindelige familieferie skal være på mindst fire overnatninger og gerne i Spanien. 18 procent af alle lange ferierejser gik til Spanien i 2017.

Og så skal I naturligvis være tilstede på de sociale medier, så I kan vise billeder fra rejsen. Fire ud af fem danskere mellem 16 og 74 år har en profil på et socialt medie.

Det er straks værre med sundheden. Det er heldigvis kun hver niende dansker, som blev indlagt på hospitalet i 2016, men hver dansker har i gennemsnit 10,5 besøg hos læge og tandlæge med mere om året.

Det betyder, at I næsten skal til læge, tandlæge eller lignende hver måned for at blive almindelige.

Grafik: Danmarks Statistik
Jourhavende (Zand)

Se alle tallene på: Danmarks Statistik.


Øverste illustration: Ja_inter / iStock.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.