De Særlige Pladser i Psykiatrien er fuldt besat

(Artiklen er udgivet for omkring 6 år siden). 

Zand.News – »Vi er ikke et sygehus, og har du lyst til at male væggen i din bolig hos os, så må du gerne det, og hvis du har lyst til en bestemt ret til aftensmad, så finder vi også ud af det,« siger lederen af De Særlige Pladser.

Alt optaget! Sådan er meldingen kun fire måneder efter, Psykiatrien Region Sjælland slog dørene op til De Særlige Pladser i Vordingborg. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

»Det er dejligt, vi har fået alle pladser besat allerede. Det giver en faglig stolthed blandt personalet, og det giver en god dynamik i huset og beboerne imellem,« siger lederen af De Særlige Pladser, Inge Fjordside, der mener, tilbuddet ville have været fyldt tidligere, hvis ikke det var åbnet lige før sommerferien.

Åbner 16 yderligere pladser til december

Inge Fjordside fortæller, at de kan mærke, at der kommer mange sager fra kommunerne. Derfor er der allerede to på venteliste. Til december 2018 åbner 16 yderligere pladser, og her håber Inge Fjordside på, at der til åbningen kan flytte fem til otte borger ind med det samme.

»Det vil være et passende antal, så der sker lidt i huset, og medarbejderne har nogle borgere at tage sig af, uden at der bliver for mange på en gang,« Inge Fjordside.

Besøg og sparring har givet gode resultater

Inge Fjordside og souschef Vibeke Mortensen tager gerne ud til kommunerne og giver sparring på konkrete borgere.

»Vi lægger og har lagt et stort arbejde i at komme ud og fortælle kommuner og borger om vores tilbud, og hvorfor et ophold her kunne være relevant. Jeg tror, det er en af grundene til, at vi er fyldt op allerede. Vi er ikke bare en almindelig psykiatrisk afdeling. Vi vil og kan noget andet, og når vi møder borgerne og deres sagsbehandlere og fortæller, hvad vi kan, og hvad vi gør, vil borgerne gerne bo hos os,« siger Inge Fjordside.

Beboerne har også mulighed for at komme og se De Særlige Pladser, inden de siger ja til at flytte ind der.

På De Særlige Pladser er beboerne selv med til at lave mad, handle, vasketøj, ordne have, gøre rent og lignende.

»Vi lærer borgerne nogle kompetencer, der gør, at de kan klare sig bedre, når de flytter herfra. Og vi giver dem noget selvbestemmelse. Vi er ikke et sygehus, og har du lyst til at male væggen i din bolig hos os, så må du gerne det, og hvis du har lyst til en bestemt ret til aftensmad, så finder vi også ud af det,« siger Inger Fjordside.

Rekrutteringen af personale er i fuld gang

Rekrutteringen af personale til de 16 nye pladser er i fuld gang, og der er kommet mange ansøgere.

»Vi har, som da vi åbnede de første pladser, fået rigtigt mange gode ansøger, men i denne omgang er der kommet flere ansøgninger fra pædagoger og socialrådgivere og ikke helt så mange med en sundhedsfaglig baggrund, så vi håber lidt flere sundhedsfaglige vil søge, inden vi åbner 1. december,« fortæller Inge Fjordside.

I sidste uge var Sundhedsminister Ellen Trane Nørby på besøg på De Særlige Pladser i Vordingborg, for at høre om tilbuddet, se rammerne og tage de gode erfaringer med videre.

»Det er dejligt at få lov at vise rundt og fortælle om vores ideer og om grundtanken bag vores tilbud. Jeg håber, at andre kan drage nytte af vores erfaringer, så De Særlige Pladser kan blive en succes i hele landet,« siger Inge Fjordside om ministerbesøget.


Øverst: Leder Inge Fjordside (tv). Foto: Region Sjælland.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.