Undgå at din hund får angst nytårsaften

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Zand.News – Det er vigtigt, at du forbereder hunden på nytårsaften. En nytårsaften uden hensyn til hunden kan få varige konsekvenser. Familiedyrschefen hos Dyrenes Beskyttelse har nogle gode råd.

Fest og farver for os, men stress og angst for hunde

For mennesker er nytårsaften forbundet med fest og farver, men for hunde kan den derimod være forbundet med stress og angst, fordi alle vaner brydes i kombination med høje lyde og lysglimt.

Derfor er det vigtigt at planlægge nytårsaften i god tid for at gøre aftenen mindst muligt stressende for hunden.

»Det er forskelligt fra hund til hund, hvordan de oplever nytårsaften. Mens nogle hunde bliver så stressede, at de skal medicineres, kan andre nøjes med at ligge i skødet hos ejeren eller gemme sig under bordet. Uanset hvor stresset den enkelte hund bliver, så bør man altid sørge for, at der er taget hensyn til hunden,« siger Jens Jokumsen, der er familiedyrschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Dårlige nytårsoplevelser spredes som ringe i vandet

Hvis hunden får en dårlig oplevelse nytårsaften, kan den blive bange for andre høje lyde eller blive endnu mere stresset til næste nytår.

»Oplever hunden et højt niveau af stress og angst nytårsaften, kan det spredes som ringe i vandet til andre situationer som for eksempel torden og skybrud. Derfor må vi som hundeejere tage de hensyn, der gør, at hunden ikke bliver så påvirket, at den også begynder at føle angst i hverdagen,« forklarer Jens Jokumsen.

Flere muligheder for at skærme og skabe tryghed

Der er mange ting, man som hundeejer kan gøre for at skærme sin hund, så den kommer til at føle så meget tryghed som muligt trods nytårsspektaklerne.

For at tage de bedste hensyn til sin hund nytårsaften, må man tage udgangspunkt i, hvor stresset den blev sidste år, eller hvor stresset den generelt bliver ved høje lyde og uvante situationer.

»For hunde der bliver meget stressede nytårsaften, kan det være en god ide at fejre det væk fra byen, hvor der ikke er larm fra fyrværkeri. For andre hunde er det passende bare at lade dem være tæt på ejeren, tænde radioen eller give dem et tyggeben, når fyrværkeriet er værst,« fortæller familiedyrschefen.

Dyrenes Beskyttelse anbefaler ikke, at man lader hunden være alene nytårsaften. Det kan være svært at vide, om den reagerer voldsomt i en situation, og en negativ oplevelse kan forstærke angsten, hvis hunden er alene hjemme.

Er man i tvivl om, hvilke forberedelser der passer bedst til sin hund, bør man rådføre sig hos dyrlægen eller en hundeadfærdsbehandler, så nytårsaften bliver festlig for ejerne og mindst muligt stressende for hunden.

Gode råd til at hjælpe din hund gennem nytåret

  • Forbered nytåret i god tid, hvis en dyrlæge eller adfærdsbehandler skal kontaktes.
  • Skærm hunden for lysglimt og høje lyde, og lad den gemme sig, hvis det giver tryghed.
  • Sørg for, at hunden ikke kan løbe væk. Den kan reagere uventet i en stressende situation.

(Illustration: shock77 / iStock).

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.