Villads fra Valby kommer til Slagelse Teater

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Slagelse.News – Mange børn, forældre og indskolingslærere kender de populære familie- og skoleforestillinger “Vitello” og “Villads fra Valby”. “Villads fra Valby – sikker i trafikken” er skabt af det samme kreative hold, og den kan du se i Slagelse Teater i februar.

Louise Schouw Teaters forestillinger for børn samt for børnenes lærere og pædagoger er ét af sæsonens faste holdepunkter på repertoiret i Slagelse Teater.

Billetter til børneforestillingerne på Slagelse Teater koster kun 40 kroner pr. person for både børn og deres lærere og pædagoger. Billetterne kan bestilles på e-mail billet@louiseschouw.dk.

Onsdag den 26. og torsdag 27. februar 2020, begge dage kl. 9.30 og kl. 11.15, kommer teatret på besøg med sin seneste publikums- og anmeldersucces “Villads fra Valby – Sikker i Trafikken”. Den er baseret på Anne Sofie Hammers bog og dramatiseret af Gunvor Reynberg.

Villads lister ud af huset – men tingene går ikke planlagt

I “Villads fra Valby – Sikker i Trafikken” lister Villads sammen med sin bedste ven, Frida, ud af huset, fordi han vil overraske sin mor med at købe ind.

Villads ved godt, at man skal passe på ude i trafikken, og han har lært at se sig rigtig godt for. Men når man er Villads fra Valby og sprængfyldt med gode idéer, så går tingene aldrig helt som planlagt.

Artiklen fortsætter under billedet.

Marianne Bøgelund og Oliver Lundquist som Frida og Villads fra Valby. (Foto: Camilla Winther).

Villadsfiguren er brugt i Børneulykkesfondens kampagner for trafiksikkerhed – blandt andet i bogen “Sikker i trafikken”.

Forestillingen byder på musik, sang, sjov og spænding for hele familien. Den er samtidig en lærerig oplevelse for vores yngste trafikanter, der fra deres pladser får lov at hjælpe Villads, så han kommer hjem igen i god behold.

“Villads fra Valby – sikker i trafikken” er produceret af Louise Schouw Teater, der i denne sæson kan fejre 20-års fødselsdag. Louise Schouw Teater er ét af landets mest produktive teatre med 15 forskellige forestillinger for både børn og voksne, som opføres over 200 gange i løbet af en sæson.

“Villads fra Valby – sikker i trafikken” er skabt af samme kreative hold som de seneste sæsoners mest populære familie- og skoleforestillinger “Vitello” og “Villads fra Valby”.

Rollen som Villads spilles af Oliver Lundquist, der blandt andet har spillet hovedrollen i Fredericia Teaters gigantsucces “Klokkeren fra Notre Dame”. De øvrige roller spilles af Gunvor Reynberg, Marianne Bøgelund og Allan Helge Jensen.

Det kreative team består af nogle af Danmarks dygtigste: Instruktør Louise Schouw (blandt andet Sigurds Danmarkshistorie og Juleevangeliet – The Musical), scenograf Niels Secher (blandt andet Cirkusrevyen), koreograf Toniah Pedersen (blandt andet shownumre i Vild med Dans) og komponist Lars Fjeldmose (blandt andet et utal af revykompositioner).

Øverst: Oliver Lundquist som Villads fra Valby. (Foto: Camilla Winther). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.