Valgplakattyv skal betale erstatning på 500 kroner

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – En 21-årig valgplakattyv er dømt fire dagbøder af 200 kroner og en erstatning på 500 kroner for at rive plakater ned i Ringparken i Slagelse Nordby.

En 21-årig mand er i retten i Næstved blevet idømt 800 kroner i bøde og erstatning på 500 kroner. Han blev dømt for at have begået hærværket sammen med en anden.

Tiltalen angik hærværk ved at nedrive valgplakater, og det har han nu måttet stå til regnskab for.

Den 28. oktober 2017 – forud valget til region og kommuner 2017– modtog politiet en anmeldelse om, at der var fjernet mindst 35 valgplakater, der var hængt op i Ringparken i Slagelse.

Politiets efterforskning og vidneudsagn førte til, at to 21-årige mænd, der begge er fra lokalområdet, i december blev sigtet i sagen.

Sagen mod den anden sigtede behandles særskilt på et senere tidspunkt. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

Vigtigt for ytringsfriheden og et demokratisk samfund

»Jeg er godt tilfreds med rettens afgørelse. Den sender et vigtigt signal om, at man ikke ustraffet kan rive valgplakater ned fra lygtepælene. Helt overordnet har anklagemyndigheden vurderet, at hele processen op til et valg – herunder også at hænge valgplakater op i lokalområdet – udgør et vigtigt grundlag for ytringsfriheden og et demokratisk samfund. Det er en af grundene til, at vi har rejst tiltale efter den bestemmelse i straffeloven, der handler om groft hærværk,« siger senioranklager Rune T. Jensen.

Retten lagde imidlertid til grund, at der kun med sikkerhed var tale om cirka 10 plakater og takserede det med en bøde.

Den 21-årige er dømt for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1, der handler om hærværk. Dommen blev modtaget, men anklagemyndigheden overvejer ankespørgsmålet. Det oplyser politiet.

Overvågningskamera på Jacob Dampes Vej filmede dem

Et af beviserne var en overvågningsvideo fra Jacob Dampes Vej i Ringparken, hvor man ser to personer, der piller valgplakater ned og putter dem i bagagerummet på en bil.

Den tiltaltes forsvarsadvokat erkendte, at den unge mand var identificeret, men mente, at der kun var tale om ganske få valgplakater. Det skriver DR Sjælland.

Advokat: Har ikke hevet alle kommunens valgplakater ned

»Men man kan ikke lægge til grund, at det er ham, der har hevet alle valgplakater i Slagelse Kommune ned,« sagde forsvarer Jesper Storm Thygesen ifølge SN.dk.

Den 22-årige modtog dommen på fire dagbøder og en erstatning. Dermed er det kun anklagemyndigheden, der overvejer at anke.

Garagic: Angreb mod demokratiet og min politik

Valgplakaterne tilhørte socialdemokraterne Ali Yavuz og Miralem Garagic. Ali Yavuz blev valgt ind og er nu formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget.

Miralem Garagic, der fik stjålet omkring 80 plakater, var ganske få stemmer fra at blive valgt ind. Det skriver TV ØST. Miralem Garagic er ikke i tvivl om, at der er tale om politisk motiveret hærværk.

»Jeg ved ikke, om det er personligt rettet mod mig. Jeg synes bare, at det er et angreb mod demokratiet og de punkter, jeg gik til valg på. Eksempelvis at man skal se mere menneskeligt på integrationen,« siger Miralem Garagic til DR Sjælland.


Genrefoto: Mdesigns / Pixabay.


This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.