Sct. Michaels Nat fejret med bål og brand i Nordbyen

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Sct. Michaels Nat i bymidten forløb angiveligt stille og roligt, men der var absolut ikke stille og roligt i Slagelse Nordby.

Mens der angiveligt var god ro og orden i Slagelse Bymidte i løbet af Sct. Michaels Nat i går fredag, så stod den på bål og brand i og omkring Ringparken i Slagelse Nordby. Det skriver flere medier samt Beredskabsstyrelsens ODIN-system med videre.

Adskillige ildspåsættelser i og omkring Ringparken

Den første brand var på Kierulffsvej i selve Ringparken, hvor der var antændt ild i noget papir under en bil, men hvor branden gik ud af sig selv.

Herefter var det på Dybbølvej, der ligger et stenkast syd for Ringparken. Her opstod der ild i en bil, som var overtændt, da brandvæsenet nåede frem. Bilen ved siden af blev beskadiget af varmen.

Derpå opstod der ild i et redskabsskur eller kolonihavehus på Ribisvej, som ligger en lille smule øst for Dybbølvej, men stadig i Nordbyen.

Her til formiddag opdagede en person, at der havde været sat ild i noget stof under hans bil på Albert Ibsensvej i selve Ringparken. Det skriver Sjællandske og TV2 Øst.

Udført i et begrænset område i et snævert tidsrum

»Da det er sket inden for et begrænset geografisk område, og det er sket inden for et snævert tidsrum, så er der stor sandsynlighed for, at der er en sammenhæng mellem sagerne,« siger vagtchef Ole Hald fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.

Politiet tager sagen med de mange brande meget alvorligt, fordi de alle sammen lader til at være påsatte.

»Hvis nogen har set noget mistænkeligt i de nævnte områder, så vil vi meget gerne høre mere om det,« siger vagtchefen til Sjællandske.

Vidner eller andre folk, som har hørt eller set noget, kan kontakte politiet på telefon 1-1-4.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: NGHI / iStock). Note/red.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.