Sæsonstart i Slagelsekoret med nyt koncept

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – Slagelsekoret starter den nye sæson torsdag den 22. august kl. 19.00. »I den kommende sæson skal vi i gang med et koncept, som vi kalder erindringssang,« oplyser koret.

Den gode sommer lokker os stadig udenfor, og det kan være svært at forestille sig, at i de kommende uger starter alle de aktiviteter, som bedst udføres inde.

Sådan er det blandt andet med korsang, og ret beset ligger trangen til sang på lur og venter på startskud. Det skriver Slagelsekoret.

Klassisk kor med alt fra viser til erindringssang

Slagelsekoret starter den nye sæson torsdag den 22. august kl. 19.00 i Antvorskov Skoles musiklokale, som findes i bygning B.

Koret er et traditionelt klassisk baseret kor, hvilket betyder, at repertoiret for en stor del ligger inden for danske sange og viser og kirkemusik.

Koret har også repertoirer fra underholdningsverden, heri sange fra operette og vaudeviller, og som en sjældenhed blandt kor synges spirituals.

»I den kommende sæson skal vi i gang med et koncept, som vi kalder erindringssang. Så er det næsten fortalt, hvad dette indeholder. Ikke mindst her ved vi, at der er interesse for fællessang, som koret i øvrigt
benytter meget ved arrangementerne,« siger John Anderberg, der er formand for koret.

Du skal blot medbringe en Højskolesangbog

Højskolesangbogen er i brug ved alle prøver både til indledning og afslutning. Derfor er det et krav, at man har en Højskolesangbog.

»Vi ser det som en vigtig ting at styrke sangtraditionen fra alle dens vinkler,« fortæller John Anderberg.

Læs mere på: slagelsekoret.dk.

Øverst. Slagelsekoret ved Sct. Michael foran Sct. Mikkels Kirke. (Foto: Slagelsekoret). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.