Realdania støtter bæredygtigt daginstitutionsbyggeri

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Slagelse.News – Den nye daginstitution Skovsøbakken til 200 børn skal ligge på Ndr. Ringgade i Slagelse By. Målsætningen er et bæredygtigt byggeri, og derfor støtter Realdania byggeriet med 1,4 millioner kroner.

Slagelse Kommune har fået 1,4 millioner kroner fra Realdania til byggeriet af den nye daginstitution Skovsøbakken. Pengene skal bruges til at gøre byggeriet bæredygtigt. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.

»Vi vil gerne være med til at indfri klimamålene«

Når første spadestik til den nye daginstitution Skovsøbakken mellem Bakkevej og Ndr. Ringgade i Slagelse By bliver taget til næste år, så bliver det ikke bare første spadestik til en ny daginstitution.

Det bliver også første gang, at Slagelse Kommune sætter gang i et stort velfærdsbyggeri, hvor målsætningen er, at byggeriet også skal være bæredygtigt. Det er baggrunden for, at Realdania har valgt at støtte byggeriet med 1,4 millioner kroner.

»Vi vil gerne være med til at indfri klimamålene. Vi har allerede eksperimenteret med bæredygtigt byggeri i forbindelse med EU-projektet Grøn Vækst i Byggeriet, men det her bliver første gang, at vi prøver at bygge bæredygtigt i stor skala. Det kommer til at koste lidt ekstra, og derfor er jeg utrolig glad for, at Realdania vil støtte os,« siger formanden for Erhvervs- og Teknikudvalget, Villum Christensen (LA).

Vigtigt at kommuner forsøger at bygge bæredygtigt

Slagelse Kommune er en af 11 kommuner, som har fået tilsagn om støtte fra Realdania-puljen, som har fokus på bæredygtigt byggeri. Den nye daginstitution skal ligge på Ndr. Ringgade i Slagelse, og når den står færdig, bliver den omdrejningspunkt for cirka 200 børns hverdag.

Meningen er, at den nye, 1800 kvadratmeter store daginstitution skal have en såkaldt DGNB-certificering. For at få den certificering skal udledningen af CO2 minimeres i både selve byggeriet og i driften af bygningen, når den står færdig.

»Vores mål er, at nye daginstitution skal være i den bedste halvdel af de DGNB-certificerede byggerier. Med de klimaudfordringer verden står overfor, så er der brug for, at også kommunerne forsøger at bygge bæredygtigt. Og vi håber, at byggeriet kan give os erfaringer, som vi kan bruge næste gang, vi skal bygge bæredygtigt,« siger Jørgen Grüner (SF), der er formand for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget.

Byrådet har bevilliget 40 millioner kroner. til daginstitutionsbyggeriet. Forventningen er, at byggeriet går i gang efter sommerferien næste år, og at den nye institution kan tages i brug i august 2022.

Øverst: Illustrationsplan fra lokalplan 1227 for Skovsøbakken. (Illustration: Slagelse Kommune). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.