Solskinsskolen får ny skoleleder

Skaelskor.News – »Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at rekruttere en skoleleder, der har den faglige og driftsmæssige erfaring til at videreudvikle et godt skoletilbud på Solskinsskolen (i Skælskør, red.). Martin har således alle de kompetencer, der skal til for at fortsætte vores arbejde med at skabe de bedste rammer for børnenes udvikling på Solskinsskolen,« lyder det fra chefen for Skole og Dagtilbud i Slagelse Kommune.

Slagelse Kommune har ansat Martin Villiam Meier som ny skoleleder på Solskinsskolen fra 1. juni 2025. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Martin Villiam Meier bliver ny skoleleder på Solskinsskolen i Slagelse fra 1. juni 2025. Han har siden efteråret været konstitueret i stillingen og har tidligere været skoleleder på Stillinge Skole. Med solid erfaring som lærer, afdelingsleder og skoleleder får han nu ansvaret for at styrke samarbejdet internt på skolen og med lokalsamfundet. Ifølge kommunen har han de rette kompetencer til at videreudvikle Solskinsskolens faglige og sociale rammer, og der er stor opbakning til ansættelsen fra både ledelse og samarbejdspartnere.

Har blandt andet været skoleleder på Stillinge Skole

Martin Villiam Meier er konstitueret skoleleder på Solskinsskolen og overtager den permanente skolelederstilling. Han kommer fra en tidligere stilling som skoleleder på Stillinge Skole. Martin Villiam Meier har mangeårig erfaring med folkeskolen, hvor han som uddannet lærer både har undervist, været afdelingsleder og skoleleder.

Solidt fundament til at videreudvikle Solskinsskolen

Martin Villiam Meiers stærke faglige baggrund koblet med hans store ledererfaring udgør et solidt fundament for at videreudvikle Solskinsskolen. Skolens potentialer er han fuldt bevidst om, og udnyttelsen af disse er nogle af de spændende opgaver, som der skal arbejdes på. For Martin Villiam Meier handler det blandt andet om at bevare og udvikle samarbejdet på skolen, med foreninger, forretningslivet og andre interessenter omkring skolen.

»Det er med stor ydmyghed, at jeg har takket ja til stillingen som skoleleder på Solskinsskolen, og jeg føler mig meget privilegeret over, at jeg i samarbejde med elever, forældre og medarbejdere samt andre interessenter får mulighed for at videreudvikle skolen. Det har været min oplevelse under min konstituering, at Solskinsskolen har et spændende fundament at videreudvikle på. Jeg tror på, at læring og trivsel går hånd i hånd, og at alle skal lære så meget som muligt,« fortæller Martin Villiam Meier.

Skole og Dagtilbud ser frem til det fortsatte samarbejde

Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt at ansætte Martin Villiam Meier som ny skoleleder på Solskinsskolen.

»Jeg er rigtig glad for, at det er lykkedes at rekruttere en skoleleder, der har den faglige og driftsmæssige erfaring til at videreudvikle et godt skoletilbud på Solskinsskolen. Martin har således alle de kompetencer, der skal til for at fortsætte vores arbejde med at skabe de bedste rammer for børnenes udvikling på Solskinsskolen. Jeg ser meget frem til at fortsætte det gode samarbejde,« siger Torben Møller Nielsen, der er Chef for Skole og Dagtilbud.

Øverst: Solskinsskolen. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/k225