Artiklen er opdateret for 3 år siden.
Korsor.News – Kommunen fraråder nu badning i Korsør Nor, indtil den aktuelle PFOS-forurening er undersøgt nærmere.
Slagelse Kommune fraråder på baggrund af sundhedsfaglig rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed badning og vandaktiviteter, hvor man kommer i direkte kontakt med vand og bundsediment i Korsør Nor.
Det skyldes PFOS-forurening og gælder i første omgang, indtil man har undersøgt forureningen yderligere. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Advarslen gives ud fra et forsigtighedsprincip
Badning og andre aktiviteter i Korsør Nor, hvor man kommer i kontakt med vand og sediment, frarådes nu af Slagelse Kommune på baggrund af sundhedsfaglig rådgivning fra Styrelsen for Patientsikkerhed.
Det vil blandt andet sige badning, sopning og lignende, mens aktiviteter, hvor man ikke kommer i direkte kontakt med vand og bundsediment, kan fortsætte som hidtil. Det vil sige, at blandt andet kajak og robådssejlads kan fortsætte som hidtil.
Læs også: Brandskum årsag til PFOS-fund i rensningsanlæg.
Læs om PFOS-forurening i Korsør på: Slagelse.dk.
Advarslen er midlertidig og er givet ud fra et forsigtighedsprincip for at undgå, at borgere bliver yderligere eksponeret for PFOS-forureningen ved brandskolen i Korsør, mens kommunen får taget prøver, som skal afklare, om der er grund til bekymring.
Arbejdet med at få taget nye prøver starter i næste uge. Der skal tages prøver af både vand og bundsedimentet langs med Korsør Nor. Formålet er at få kortlagt, om der er grund til bekymring for vandaktivitet i Noret.
I næste uge vil der blive sat skilte op langs med noret, som informerer om, at man fraråder vandaktiviteter i Noret.
Dialog med Region Sjælland om kogræsserforening
Slagelse Kommune havde i går torsdag møde med Styrelsen for Patientsikkerhed og Fødevarestyrelsen, hvor man også drøftede medlemmerne af kogræsserforeningen, som har spist kød, der er forurenet med PFOS. Formålet med mødet var at oplyse Styrelsen for Patientsikkerhed om sagen.
Læs også: Høje niveauer af PFOS i kød fra kogræsserforening.
På mødet var der en fælles forståelse for borgenes bekymring. Styrelsen for Patientsikkerhed fastholder den generelle anbefaling om, at borgere skal gå til egen læge, hvis de er syge eller bekymret for deres helbredstilstand.
Styrelsen for Patientsikkerhed har anbefalet Slagelse Kommune at kontakte Region Sjælland med henblik på at afklare om det er sundhedsfagligt relevant at kigge på kogræsserforeningen som en samlet gruppe. Styrelsen for Patientsikkerhed vil kontakte Region Sjælland for at orientere dem om sagen.
Øverst: Korsør Nor. (Foto: Slagelse Kommune). PM/rk.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.