Muslimsk Trossamfund ønsker 300 gravpladser

(Artiklen er udgivet for omkring 5 år siden). 

Slagelse.News – »Den nuværende situation gør det ikke muligt for muslimer at blive begravet i Slagelse Kommune.« Det skriver kommunen i en dagsorden til politikerne, men er det også helt korrekt?

Administrationen i Slagelse Kommune har afholdt et indledende møde med repræsentanter fra Muslimsk Trossamfund, hvor de har drøftet muligheden for at etablere en mindre “kirkegård/gravplads” i Slagelse Kommune.

Det fremfor af dagsordenen for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget den 30. september 2019.

Det fremgår endvidere af dagsordenen, at Muslimsk Trossamfund ønsker at erhverve jorden til formålet, og at de ikke stiller krav til en eventuel lokalisering. Trossamfundet oplyser, at de har behov for omkring 1.500 m2, hvilket svarer til 300 gravpladser.

Muslimer på Slagelse Kirkegårde bliver orienteret mod Mekka

Slagelse.News har rettet henvendelse til Slagelse Kirkegårde i Slagelse By for at høre, hvorledes det forholder sig på deres kirkegårde. Vi har ikke rettet henvendelse til de andre kirkegårde i kommunen.

Vi har bedt Slagelse Kirkegårde om at bekræfte, om muslimske borgere allerede bliver begravet der.

»Det er korrekt, at der bliver begravet muslimer på Slagelse Kirkegårde, og vi så vidt, det er muligt, orienterer kisten mod Mekka,« svarer kirkegårdsleder Bent Nielsen til Slagelse.News.

Det er altså ikke korrekt, når forvaltningen fortæller politikerne, at det ikke muligt for muslimer at blive begravet i Slagelse Kommune.

Det er muligt for muslimer at blive begravet i for eksempel Slagelse By, og den mulighed bliver også benyttet af muslimer. Kisten kan endda orienteres mod Mekka.

Gravpladserne må ikke have været brugt til andre døde

Kirkegårdsleder Bent Nielsen forklarer dog, at der ikke er tale om mange muslimer, og at der er muslimer, som ikke ønsker at blive begravet i jord, hvor der har været begravet andre mennesker.

»De muslimer, der vælger at blive begravet på folkekirkens kirkegårde, er ikke-troende muslimer, som ikke har en særlig tilknytning til deres religion, og det er ganske få der hidtil er blevet begravet på Slagelse Kirkegårde,« forklarer Bent Nielsen og fortsætter:

»Som troende muslim skal man begraves i jomfruelig jord, det vil sige jord, der ikke tidligere har været begravet i. Det er et ønske, som vi desværre ikke kan opfylde på Slagelse Kirkegårde, hvor alle gravpladser på et eller andet tidspunkt har været i brug.«

Han forklarer i øvrigt, at Vestre Kirkegård i København har anlagt en muslimsk afdeling på et område, der tidligere har været anvendt som gartneri og planteskole, og at Århus Kirkegårde har anlagt en afdeling på et område, som har været anvendt til deponering af grønt affald. Dermed kan de tilbyde gravpladser, som ikke har været brugt før.

Formålet med den ukorrekte information er helt ukendt

Forvaltningen har ikke svaret tilbage på henvendelsen fra Slagelse.News. Derfor ved vi ikke, hvorfor forvaltningen oplyser til politikerne i Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, at det ikke muligt for muslimer at blive begravet i Slagelse Kommune.

Læs også: Strider mod islam at blive begravet i kommunen.

Formanden for Miljø-, Plan- og Landdistriktsudvalget, Jørgen Grüner (SF) fortæller til Slagelse.News, at han indtil videre ikke kender andet til sagen end forvaltningens fremstilling, men at han naturligvis gerne vil have så mange oplysninger som muligt.

Øverst: Genrebillede fra en muslimsk kirkegård i Polen. (Foto: Jacek Kadaj / iStock). RK/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.