Slagelse.News – »Vi vil være en forsvarskommune, der ikke bare taler om anerkendelse, men handler – og vi håber, at ordningen bliver en værdifuld støtte i hverdagen for de af vores borgere, der har ydet en særlig indsats for Danmark,« lyder det fra borgmesteren i Slagelse Kommune.
Veterankort Slagelse er et initiativ, der anerkender tidligere udsendte borgere i kommunen med særlige tilbud. Det skriver Slagelse Kommune i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Fra 1. juni 2025 får veteraner i Slagelse Kommune gratis adgang til kommunens svømmehaller via et nyt veterankort. Initiativet, kaldet Veterankort Slagelse, er et pilotprojekt, der skal styrke anerkendelsen af tidligere udsendte borgere og deres familier. Kortet kan hentes hos kommunens veterankoordinator og gælder som adgangsbillet til aktuelle og fremtidige tilbud. Projektet løber året ud og evalueres på baggrund af brug og tilfredshed. Hvis ordningen bliver en succes, kan den udvides med flere gratis kultur- og fritidstilbud.
Skal styrke den generelle anerkendelse
Veterankort Slagelse er et pilotprojekt, hvor Slagelse Kommune ønsker at omsætte de nationale målsætninger fra forsvarsforliget til konkrete, lokale tilbud. Veterankort Slagelse skal især bidrage til udviklingen af flere tilbud til familier og børn af veteraner samt styrke den generelle anerkendelse – to af de seks prioriterede indsatsområder i forsvarsforliget.
»Med Veterankort Slagelse tager vi et konkret skridt i arbejdet med at styrke anerkendelsen af vores veteraner og deres familier. Initiativet ligger i naturlig forlængelse af både vores veteranstrategi og de øgede ambitioner i det nye forsvarsforlig. Vi vil være en forsvarskommune, der ikke bare taler om anerkendelse, men handler – og vi håber, at ordningen bliver en værdifuld støtte i hverdagen for de af vores borgere, der har ydet en særlig indsats for Danmark,« forklarer borgmester Knud Vincents (V).
Sådan fungerer Veterankort Slagelse
Veteraner i Slagelse Kommune kan få udstedt et lokalt veterankort ved at henvende sig til kommunens Veterankoordinator. Kortet skal fremvises for at benytte det aktuelle – og eventuelle fremtidige – tilbud. Indtil man har hentet sit “Veterankort Slagelse”, kan man identificere sig med det nationale veterankort i kombination med sundhedskortet.
Opdateret information om ordningen og eventuelle fremtidige tilbud vil være tilgængelig på www.slagelse.dk/veteran.
Veterankort Slagelse træder i kraft den 1. juni 2025 og løber som et pilotprojekt frem til udgangen af 2025. Her vil det blive evalueret på baggrund af brug og tilfredshed blandt veteranerne. Hvis pilotprojektet med gratis adgang til svømmehallerne bliver taget godt imod, vil Slagelse Kommune efter evalueringen overveje, om ordningen skal udvides med flere tilbud inden for kultur-, fritids- og rekreative aktiviteter for veteraner og deres familier.
Øverst: Veterankort Slagelse. (Foto: Slagelse Kommune). PM/roke.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.