Slagelse.News – Dagen byder på oplæg, musikalske indslag, performance og saloner med fokus på alt fra Verdensballetten og UNESCO til unge talenter og samskabelse. Deltagerne kan se frem til oplæg fra Lars Højer fra Nationalmuseet, Esben Danielsen fra Kulturens Analyseinstitut og operasanger Jens-Christian Wandt. Dertil kommer en række lokale kulturaktører fra Slagelse Kulturskole og Gerlev Idrætshøjskole til Guldagergaard og Kunsthal Kongegaarden.
Slagelse Kommune rummer en rig og mangfoldig kulturarv fra vikingetidens Trelleborg til nutidens levende kulturscener. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Slagelse Kommune inviterer til kulturkonference den 6. oktober på Slagelse Teater med fokus på kulturarvens betydning i 2025. Målet er at styrke kulturlivet gennem dialog og samarbejde mellem lokale og nationale aktører. Programmet byder på oplæg, musik og debatter, og 50 borgere kan deltage gratis efter først til mølle. Konferencen er en del af en politisk indsats for at fremme kulturens rolle i fællesskab, identitet og lokal udvikling.
Politisk ønske om at styrke kulturlivet i Slagelse Kommune
Under temaet “Kulturarvens betydning anno 2025” inviterer Slagelse Kommune til kulturkonference den 6. oktober 2025, hvor der er er lagt op til dialog og nye samarbejder mellem de mange kulturaktører i kommunen. Samtidig er der mulighed for, at borgere med interesse for kultur også kan tilmelde sig konferencen.
Slagelse Kommune inviterer kulturaktører og andre der beskæftiger sig med kultur enten frivilligt eller professionelt til årets store kulturkonference den 6. oktober på Slagelse Teater. Konferencen er planlagt ud fra et politisk ønske om at styrke kulturlivet og skabe nye forbindelser mellem kommunens mange kulturaktører. Den giver samtidig anledning til at kommunens kulturaktører kan vise, hvem de er, hvad de arbejder med.
Et stærkt program med både lokale og nationale stemmer
Dagen vil byde på oplæg, musikalske indslag, performance og saloner med fokus på alt fra Verdensballetten og UNESCO til unge talenter og samskabelse. Deltagerne kan blandt andet se frem til oplæg fra Lars Højer, vicedirektør for Forskning og Kulturarv på Nationalmuseet, Esben Danielsen, direktør for Kulturens Analyseinstitut, operasanger Jens-Christian Wandt og en hilsen fra Kulturminister Jakob Engel-Schmidt. Derudover deltager en lang række lokale kulturaktører – fra Slagelse Kulturskole og Gerlev Idrætshøjskole til Guldagergaard og Kunsthal Kongegaarden.
Kultur binder os sammen og bidrager til lokal udvikling
»Med kulturkonferencen ønsker vi at skabe en platform, hvor kulturaktører kan mødes, dele viden og inspirere hinanden, og hvor vi som kommune kan understøtte et levende og mangfoldigt kulturliv,« siger 2. viceborgmester Troels Brandt (RV), der er formand for Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, og fortsætter:
»Kultur er ikke blot underholdning. Det er en grundlæggende del af vores fællesskab, dannelse og demokrati. Den skaber identitet, bygger bro mellem mennesker og bidrager til både trivsel og lokal udvikling. Derfor er det vigtigt, at vi sætter fokus på kulturen og giver den plads til at vokse og udvikle sig.«
50 gratis billetter uddeles efter først til mølle-princippet
Slagelse Kommune stiller 50 billetter til rådighed for interesserede borgere, der ønsker at deltage i konferencen og få et indblik i det levende kulturliv i kommunen. Billetterne uddeles efter først til mølle-princippet. For at få tilsendt link til tilmelding, skal man sende en mail til kultur@slagelse.dk.
Kultur og kulturarv kan styrke vores lokale identitet
»Kulturarv er ikke kun fortid – det er også nutid og fremtid. Med konferencen ønsker vi at sætte fokus på, hvordan kultur og kulturarv kan være med til at forme vores fællesskaber og styrke vores lokale identitet,« siger byrådsmedlem Nicki Ottevig (V), der er næstformand i Kultur-, Fritids- og Turismeudvalget, og fortsætter:
»Det er vigtigt, at kulturen ikke kun udvikles af dem, der arbejder professionelt med den – men også i samspil med borgerne. Derfor er vi glade for at kunne invitere en kreds af interesserede borgere med ind i samtalen. Når vi åbner dørene og giver plads til dialog på tværs af fagligheder og erfaringer, styrker vi både kulturen og sammenhængskraften i vores kommune.«
Læs mere på: www.slagelse.dk/da/fritid-og-faellesskab/kultur/kulturkonference-2025/
Øverst: Pressefoto. (Foto: Slagelse Kommune). PM/anne.
This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

