Bliv verdensmester i selvudvikling

Læsetid: 3 min.

Slagelse.News – Tilgangen i Recoveryskolen STARS er, at man kan komme sig og samtidig arbejde ligeværdigt på kurserne, uagtet man selv har psykiske udfordringer, er pårørende, fagprofessionel eller bare vil vide mere.

En bred vifte af gode og solide kurser i at hjælpe andre med at udvikle sig selv, skal gøre en forskel for borgere i Slagelse Kommune.

Sådan lyder indledningen til kurserne hos STARS i CPUS, der henvender sig til alle borgere i Slagelse Kommune. Det skriver Center for Handicap og Psykiatri i en pressemeddelelse.

Få værktøjer til at hjælpe dig selv eller andre

»De fleste af os kender nok en eller to der har nogle udfordringer at slås med i hverdagen, eksempelvis angst, depression, stress, manglende motivation eller mangel på selvværd,« fortæller Susanne Brandt, der er er tovholder for STARS, og fortsætter:

»Formålet med disse kurser er at kunne give dig eller andre en række værktøjer til at kunne hjælpe dig selv, en ven eller bekendt med at håndtere disse udfordringer – og kunne udvikle sig selv.«

Tilgangen i Recoveryskolen STARS er, at man kan komme sig og samtidig arbejde ligeværdigt på alle kurserne, hvad enten man selv har psykiske udfordringer, er pårørende, fagprofessionel eller bare vil vide mere.

Instruktører erfaringer i at have psykiske udfordringer

På en række af kurserne er det frivillige instruktører, der selv har erfaring med psykiske udfordringer og bruger dette aktivt i kurset.

Hvis ikke der er frivillige tilknyttet kurset, er der altid én af underviserne, der har erfaringer med at have psykiske udfordringer inde på livet.

»Det er rigtig godt, at vi kan have dette aftenskoleagtige tilbud, hvor man lærer mere om at kunne udvikle sig selv. Særligt fordi tidspunktet for de fleste af kurserne ligger efter arbejdstid,« fortæller 25-årige Christopher Trung Paulsen, der varmt kan anbefale andre unge at give kurserne en chance.

»Der tages udgangspunkt i den enkelte og kurserne henvender sig til alle der gerne vil få nogle værktøjer til at hjælpe en ven eller en i familien, eller som godt vil udvikle sig selv. Så det kan varmt anbefales til alle fra 18 år og op,« forklarer Christopher Trung Paulsen.

Næste kursus handler om motivation og starter den 31. oktober 2019 fra kl. 16.00 til kl. 18.00. Tilmeldingsfrist er den 21. oktober, og tilmelding kan ske til Jette Skov på telefon 2045 5360 eller e-mail jesko@slagelse.dk.

Alle interesserede vil komme til en kort samtale inden opstart. Det skal sikre et forløb med individuelt fokus. Der er tale om et 10 ugers langt forløb, hvor der arbejdes med forskellige strategier som kan være med til ændre ens tanker til at fastholde motivationen.

Læs mere om andre kurser på: Center for Psykosocial Udvikling Slagelse.

Øverst: Pressefoto. (Foto: Christopher Trung Paulsen / Slagelse Kommune). PM/rk.

Fortæl din mening:

Kommentarer