Fem smukke kunstnerbænke til Agersø

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Skaelskor.News – Agersø har modtaget en donation af SEAS-NVE. Pengene er gået til fem kunstnerbænke, som fem lokale kunstnere har udsmykket.

I efteråret 2019 modtog Agersø Beboerforening en donation på 10.000 kroner af SEAS-NVE til fem kunstnerbænke, som er produceret på naboøen Femø og udsmykket af fem lokale kunstnere på øen.

De fem bænke er skabt med ambitionen om at forbedre oplevelsen af øens smukke natur, både for de lokale og besøgende udefra.

For nylig blev bænkende indviet, som allerede nu har vist sig af være en succes. Således har de både skabt stor interesse og ikke mindst sammenhængskraft mellem øens beboere. Det oplyser SEAS-NVE i en pressemeddelelse.

Skal forbedre oplevelsen af øens smukke natur

Med en ambition om at forbedre oplevelsen af øens smukke natur er det lykkedes for Agersø Beboerforening på Agersø ved Skælskør at få lavet fem bænke hos den lokale snedker på en anden lille ø, nemlig Femø.

Nu er de fem bænke blevet udsmykket af fem lokale kunstnere, der med hvert sit præg har forsøgt at skildre øens natur.

Se det øverste billede samt de øvrige fire billeder i slutningen af artiklen.

»At fem lokale kunstnere har sat deres præg på bænkene, har helt klart gjort projektet til noget unikt og interessant. Hver bænk har en fortælling, og den har vi delt på Agersøs sociale medier,« siger foreningens forkvinde Bente Topsøe-Jensen og fortsætter:

»Folk har taget rigtig godt imod bænkene og tankerne bag, og jeg må sige, at projektet i den grad har givet mere, end jeg havde turdet håbe på.«

»Sidste sommer var jeg en tur på Femø, og her så jeg de her flotte bænke og tænkte straks, at sådan nogle måtte vi da også have på Agersø. Heldigvis syntes resten af beboerforeningen om min idé, og så besluttede vi at søge om en donation hos SEAS-NVE til finansiering af projektet,« uddyber hun.

Projektet har styrket sammenhængskraften på øen

Projektet er stablet på benene med støtte fra energi- og fibernetselskabet SEAS-NVE’s donationsprogram, og Agersø Beboerforening er en af ti donationsmodtagere.

»Først og fremmest har vi med projektet skabt et ø-til-ø-samarbejde med Femø, og det har i den grad været positivt. Samtidig har projektet skabt interesse hos en masse mennesker, og det har været inkluderende,« forklarer Bente Topsøe-Jensen og fortsætter:

»Vi er kommet ud over “Tordenskjolds soldater” i forhold til deltagerne i projektet, ikke mindst i forhold til det praktiske med at flytte bænkene, og der er ingen tvivl om, at projektet har været med til at styrke sammenhængskraften på øen.«

Den positive modtagelse af kunstnerbænkene har givet Agersø Beboerforening energi til planlægning af nye fællesaktiviteter, som forhåbentlig snart kan starte op igen.

»Projektet med de fem kunstnerbænke har vist, at der er rigtig mange kreative mennesker på øen og ikke mindst mennesker, der gerne vil gøre noget godt for lokalsamfundet. Selvom tiden desværre ikke er til større forsamlinger og arrangementer, så har vi helt klart fået blod på tanden til at starte projekter op, så snart vi kan,« afslutter hun.

Alle billeder: Kunstnerbænke på Agersø. (Foto: SEAS-NVE). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.