Millioner skal hjælpe 7.100 patienter

Zand.News – »Vi er til for vores patienter, og derfor er det en kæmpe gevinst, når 7.100 patienter får mulighed for at komme hurtigere til. Det kan betyde både større tryghed og bedre livskvalitet i hverdagen for rigtig mange borgere,« lyder det fra regionsrådsformanden.

Tusindvis af borgere får inden nytår et tilbud om at blive udredt og behandlet hurtigere. Med et tydeligt politisk ønske om at sikre mærkbare forbedringer for patienterne investerer Regionsrådet i Region Sjælland 25,5 millioner kroner i at nedbringe ventetiderne på sygehusene. Det skriver Region Sjælland i en pressemeddelelse.

Kort resume skrevet af kunstig intelligens (AI): Region Sjælland investerer nu 25,5 millioner kroner i at forkorte ventetiderne på sygehusene, hvilket kommer 7.100 patienter til gode inden nytår. Pengene er fundet som et overskud i budgettet og skal sikre hurtigere udredning og behandling. Indsatsen dækker flere områder som scanninger, hjerteundersøgelser og kirurgi. Patienterne vil blive behandlet enten på regionens egne sygehuse eller via privathospitaler og Garantiklinikken. For at spare tid i processen bliver de berørte borgere kontaktet direkte pr. telefon i stedet for med brev. Målet er at skabe mere tryghed og livskvalitet gennem hurtig handling her og nu.

Mindreforbrug anvendes til at nedbringe ventelister

Region Sjælland kan nu sætte en stor, målrettet indsats i gang for at nedbringe ventetiderne indenfor en række specialer på regionens sygehuse. Et mindreforbrug i 2025 betyder, at Regionsrådet har besluttet at bruge regionens reservepulje på samlet 25,5 millioner kroner direkte til at nedbringe ventelister og dermed sikre, at tusindvis af patienter allerede i år får mulighed for at få hurtigere adgang til udredning og behandling.

»Vi er til for vores patienter, og derfor er det en kæmpe gevinst, når 7.100 patienter får mulighed for at komme hurtigere til. Det kan betyde både større tryghed og bedre livskvalitet i hverdagen for rigtig mange borgere,« siger regionsrådsformand Trine Birk Andersen (S).

Hun understreger, at beslutningen er udtryk for et klart politisk ønske om at handle, når økonomien giver muligheden:

»Nogle investeringer tager tid, men dette er en saltvandsindsprøjtning, hvor flere tusinde patienter kan mærke forskellen med det samme. Vi har politisk prioriteret at handle hurtigt og ansvarligt, og da vi kunne se, at der var lidt på kistebunden i slutningen af året, var det vigtigt for os at bruge dem på at gøre en forskel for denne gruppe patienter.«

Sygehusafdelingerne ringer direkte til patienterne

Nedbringelsen af ventelister sker indenfor blandt andet følgende specialer: Tand-mund-kæbekirurgi, ortopædkirurgi, kardiologi, høreområdet og det billeddiagnostiske område i form af CT-, MR- og ultralydsscanninger. Indsatsen inkluderer både øget aktivitet internt på regionens egne sygehuse, men også henvisning af patienter til Garantiklinikken og privathospitaler. Garantiklinikken er et regionalt alternativ, hvor sygehusenes lokaler bruges på tidspunkter, hvor de ellers vil stå tomme.

Den ekstra indsats vurderes at betyde, at:

  • Cirka 1.500 ekstra patienter kan udredes eller behandles på regionens egne sygehuse
  • Cirka 5.600 ekstra patienter kan udredes eller behandles på Garantiklinikken eller privathospitaler

Normalt får patienter, der indkaldes til undersøgelse og behandling, et skriftligt indkaldelsesbrev. Men fordi indsatsen sættes i gang straks, vil sygehusafdelingerne ringe direkte til patienterne og orientere dem mundtligt om ventetid på det offentlige behandlingssted og muligheden for eventuel hurtigere behandling på et privat behandlingssted.

Øverst: Regionshuset i Sorø. (Foto: Region Sjælland). PM/roke.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.

Kortlink til artiklen er: https://www.slagelse.info/zsn/97b4