Rigspolitiet dropper EasyTranslate

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Zand.News – Politiet har ophævet kontrakten med EasyTranslate med øjeblikkelig virkning og laver en midlertidig fortegnelse over tolke. EasyTranslate er stiftet af Peter Ladegaard og Frederik Riskær Petersen.

I dag har Rigspolitiet valgt at ophæve kontrakten om tolkeydelser med firmaet EasyTranslate. Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Alvorlige og grove brud på databeskyttelsesreglerne

Kontrakten bliver ophævet på baggrund af en samlet vurdering af EasyTranslates misligholdelse af kontrakten. Politiets tilsyn med firmaet har blandt andet vist, at der er sket alvorlige brud på databeskyttelsesreglerne. Kontrakten ophæves med øjeblikkelig virkning.

»Vi er blevet rådgivet af Kammeradvokaten til at hæve aftalen med Easy Translate straks, fordi der er sket grove overtrædelser af reglerne om databeskyttelse,« siger koncernstyringsdirektør i Rigspolitiet, Thomas Østrup Møller, og fortsætter:

»Det drejer sig blandt andet om, at der er blevet anvendt databehandlere, som vi ikke kendte til i Rigspolitiet. En sådan situation er selvfølgelig helt uacceptabel, og der er ingen anden udvej end at ophæve samarbejdet med vores leverandør.«

Leveringsgrader under niveau har også svækket tilliden

Rigspolitiet har på vegne af myndighederne på Justitsministeriets samt Udlændinge- og Integrationsministeriets område indgået kontrakten med EasyTranslate, som har været gældende siden 1. november 2018, og siden 1. april 2019 har EasyTranslate leveret tolke til myndighederne.

Ud over overtrædelse af reglerne om databeskyttelse har leveringsgrader under niveau, forkert indplacering af tolke, mangelfuld klagesagsbehandling og manglende etablering af en meritgivende tolkeuddannelse været med til at svække tilliden til EasyTranslate.

Rigspolitiet laver en midlertidig fortegnelse over tolke

Med ophævelsen af aftalen etablerer Rigspolitiet en midlertidig fortegnelse over tolke, som politikredse, retter og andre myndigheder vil have mulighed for selv at vælge relevante tolke fra. Samtidig stiller Rigspolitiet vejledende priser for tolkning til rådighed for myndighederne.

»Alle kræfter vil blive sat ind på at få den midlertidige liste op at køre hurtigst muligt, men Rigspolitiet er klar over, at denne nye situation i en overgangsperiode medfører udfordringer for både tolkene og de enkelte myndigheder,« tilføjer koncernstyringsdirektør Thomas Østrup Møller.

EasyTranslate er stiftet af Peter Ladegaard og Frederik Riskær Petersen. Frederik Riskær Pedersen er søn af Klaus Riskær Pedersen. Virksomheden fik hurtigt et turbulent forhold med flere hundrede tolke, som beklagede sig over lave honorarer og dårlig tolkekoordinering. Samtidig steg mængden af klager.

Øverst: Genrefoto. (Foto: TP Heinz / Pixabay). PM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.