DSB ophæver sit krav om pladsbillet

(Artiklen er udgivet for omkring 4 år siden). 

Artiklen er opdateret for 4 år siden.

Zand.News – DSB ophæver kravet om pladsbillet i InterCity-, InterCityLyn- og regionaltog fra og med i dag.

DSB ophæver pladskravet fra i dag onsdag den 5. august 2020. Det sker som følge af de nye anbefalinger fra Sundhedsstyrelsen om at bruge mundbind i den kollektive trafik.

Derfor behøver du ikke længere pladsbillet til rejser med InterCity- og InterCityLyn- og regionaltog. Det oplyser DSB i en nyhedsmeddelelse.

Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af mundbind

Sundhedsstyrelsen anbefaler brug af mundbind i den kollektive trafik, når der er trængsel.

DSB opfordrer sine passagerer til fortsat at passe på hinanden på rejsen ved at vise hensyn og ved at følge myndighedernes generelle anbefalinger for at forebygge smittespredning.

Læs også: Brostrøm: Køb mundbind allerede nu.

»Danmark er nu på vej ind i en ny fase efter nedlukningen af Danmark. Det har krævet meget af kunderne, og vi takker for den forståelse, som de har udvist gennem de seneste måneder,« siger kommerciel direktør i DSB Jan Sigurdur Christensen i en pressemeddelelse.

Man kan købe mundbind, der opfylder Sundhedsstyrelsens anbefalinger, i DSB’s 7-Eleven butikker, så længe lager haves.

Pladsbilletter til InterCity- og InterCityLyn-tog

Med det ophævede pladskrav er der igen mulighed for at købe pladsbillet i InterCity- og InterCityLyn-tog til 30 kroner eller en pendlerpladsbillet til 10 kroner.

Allerede udstedte pladsbilletter til InterCity- og InterCityLyn-tog er fortsat gyldige. Der udstedes ikke længere pladsbilletter til regionaltog.

Opdatering: Artiklen er opdateret med “så længe lager haves” efter oplysningen om, at mundbind kan købes i DSB’s 7-Eleven butikker. Desuden er et citat erstattet af en udtalelse fra den kommercielle direktør. Red.

Øverst: Arkivfoto. (Foto: Slagelse Media). NM/rk.

This article is published by Slagelse.News. Copyright © Slagelse Media, Denmark (EU), tel. +45 7174 1448.